Procol Harum

Da Procol Harum sidste sommer fra den totale intethed på 3 uger sprang ind på den engelske hitlistes førsteplads – og senere gentog kunststykket i USA – med et totalt overrumplende nummer med titlen "A Whiter Shade Of Pale" havded de færreste forventet, at Procol Harum var andet end prototypen på det mørke billede af poppen, der altid fremkaldes hos visse kulturapostle – ind ad døren den ene dag med succes og begejstrede avisudklip i baglommen – ud i kulden ad bagdøren den næste. En ganske almindelig konsumvare, hvor emballagen smides væk, når indholdet er gnasket bort.

Men Procol Harum har overrasket de mange, der ikke troede på kunstnerisk kvalitet bag gruppen. Og de, der allerede regnede med Procol Harum for et halvt år siden, har ikke alene fået bekræftet teorien om, at Procol Harum er en af Europas mest spændende grupper, de har fået det bekræftet i så rigt mål, at overrumplingen denne gang måske er endnu større, end da "A Whiter Shade Of Pale" udkom.

Jeg sidder med et album, som efter længere tids udgivelse i USA langt om længe har nået det europæiske marked. Det er et album, Procol Harum er nedkommet med efter flere vanskeligheder. Men sandelig et velskabt barn, der har været besværlighederne og ventetiden værd.

De kreative kræfter i gruppen, der ligner en trup Shakespeare-skuespillere umiddelbart før friluftsforestillingen i middelalderborgen, er personal-manageren Keith Reid og organisten/pianisten/sangeren Gary Brooker. Keith Reid har skrevet begavede tekster til 9 af albummets 10 numre. Gary Brooker står for musikken til samme 9 numre. Det sidste nummer er komponeret af organisten og pianisten Mathew Fischer /sic/ (Procol Harum har nemlig hele to orgelspillere og pianister).

Med dette album, der bærer titlen "Procol Harum", har gruppen formået at skabe en helt personlig lyd, der bygger og væver på et klassisk grundlag. Ikke for ingenting hævder Procol Harum, at barokmusikken har været den største inspirationskilde for deres musik. Helt uden forvirrende krummelurer og saltomortaler på tekst og musik virker Procol Harum klarere, mere levende og mere ægte end noget andet, jeg har hørt fra England i evigheder (måske lige The Traffic undtaget). Musikkens skønhed og poesi er dens evige nærhed. For en gangs skyld er orglet blevet brugt i orgel-sammenhæng. Ikke til at kilde næsen med eller til at udfylde et vakuum fra en dårlig leadguitarist. Næh, til at løfte tage og vælte bjerge, så helheden trænger igennem med en overvældende kraft.

Det er synd at fremhæve et enkelt eller et par af de 10 numre på albummet. Alle er simpelthen brikker til en klassisk skøn mosaik, der gløder med samme temperatur som farverne i sangen om "Kaleidoscope".

Jeg kan anbefale alle en konfrontation med Procol Harum, som de udfolder sig på denne plade. Efter 5 gennemlytninger er den lige så nødvendig i hverdagen som sutteklude og cigaretter.

Procol Harum er ikke blot dejlig musik. De er en metalhygiejnisk foranstaltning. Og langt sundere end nogen kunstig stimulans. ("Procol Harum", Procol Harum, Polydor 184115).

11.2.1968, Politiken:

Slæbende rytmer og orgelbrus

Slæbende rytmer og orgelbrus. Procol Harum, Polydor 184115

Procol Harum hamrede sig dødsikker/t/ ind på hitlisterne med "A Whiter Shade Of Pale". De havde en ny sound, der lige ramte en stemning i tiden. En lidt desillusioneret sentimentalitet. En vis tristhed, som om musikerne var hårdt prøvede mænd. Alvorligt med en lidt tilbagetrukket højtidelighed rejser Procol Harum sig på deres første LP ligesom for at kaste et blik over bordet for at se, hvordan billedet ser ud. En slæbende rytme, et orgel i baggrunden og Gary Brookers grødede stemme: Leaving only ashfilled ashtrays and a lipstick on my lip /sic/. Flere af Keith Reids tekster indeholder intense beskrivelser af øjeblikke og sindsstemninger, som passer godt til Gary Brookers højtidelige musik. Der er stil på, når Brooker banker i tangenterne og synger på kanten af det grædende. Han kan være dejlig sentimental. Pladen virker dog ikke særlig helstøbt, der er for mange optagelser og bortset fra orgelbrus, som jo altid er dejligt, indeholder den ingen musikalske nyheder.

31.3.1968, Politiken

Procul (sic) Harum: "Quite Rightly So"/"Rambling On". (Polydor)

Proculs /sic/ plader er kønne, men meget ens og stillestående. Denne har lidt mere liv på overfladen end de foregående og virker meget Traffic-agtig i sin sound, selv om teksterne stadig er næsten uigennemtrængelige, helt hyllet i mørkerøde valmueblade og falmende påfuglefjer.

5.5.1968, Berlingske Tidende

Procol Harum har netop færdigindspillet deres andet album, der vil få titlen "Shine On Brightly". Numrene på det bliver "Quite Rightly So" (gruppens aktuelle singleplade), "Shine On Brightly", "Skip Softly", "Rambling On", "Wish Me Well", "Magdalene" og "In Held ´twas In I". Sidstnævnte nummer varer 15 minutter og er som resten af albummets numre skrevet af pianisten og organisten Gary Brooker i samarbejde med Keith Reid. Procol Harum er for øjeblikket i USA, hvorfra de vender hjem den 20. maj for at påbegynde en længere turné i Italien og Frankrig med bl.a. Herman´s Hermits og Dave Dee.

11.11.1968, Ekstra Bladet: Farvel til aristokratiet, Carsten Grolin?

Man kan begynde at skimte visse strukturer i beatmusikken. Ikke så meget strukturer, der viser, hvor den fører hen, som strukturer, der viser, hvor den kommer fra. Således er f.eks. Bob Dylan den symbolske centrumsfigur i en af de centrale strukturer,

Hans porblematik, som ganske kort sagt drejer sig om individualisme kontra kollektivisme, er en af de mest grundlæggende i bevægelsen fra noget gammelt til noget nyt, og han har derfor haft stor indflydelse på hovedparten af de væsentlige beatkunstnere. F.eks. Procol Harum.

Procol Harums første LP handlede, ligesom de fleste af Dylans plader, ligesom de fleste af Dylans plader, om frygten for at åbne sig, især i mand/kvinde-forholdet. Om angsten for at nogle skulle komme og stjæle éns enestående jordbær, som man omhyggeligt havde gemt bag havegærdet. Den handlede også om, at man som god intellektuel havde skjult virkeligheden bag så mange symboler, at man ikke kunne se den mere.

Men samtidig var deres LP et forsøg på at nå ud over denne situation. Deres sceneoptræden som Shakespear/e/ske trup-skuespillere ligeledes. Thi ved deres valg af medie viste de, at de ønskede at nå ud over eksklusiviteten, at de ønskede fællesskabet. Valget var blot ikke bevidst, som det næppe heller har været det fra Dylans side.

Det er det blevet på Procol Harums nye LP, "Shine On Brightly". Det er blevet så bevidst, at den intellektuelle Keith Reid afskriver sin intellektualisme med de intellektuelles hofvåben: ord og logik. Hvorefter det skulle være dødt og begravet.

Der er den afgørende forskel på Procol Harum og Dylan, at de forholder sig til hver sin tradition. Dylan til den hvide blues, country og western, Harum til den klassiske europæiske tradition. De to i den religiøse holdning ellers meget ens plader, får derfor helt forskelligt udtryk, både i ordbilleder og lydbilleder.

Den religiøse tone er hårfint humoristisk antydet i et af de centrale numre, "Magdalene", hvor titlens bibelske pige kaldes "my regal zonophone". Regal Zonophone er navnet på det grammofonmærke, som Frelsens Hær i mange år fik udgivet deres plader på.

Denne religiøse holdning, som har givet Procol Harum stor ro, fører imidlertid ikke til ydmyghedens falske fællesskab, men til stolthedens ægte. Kun ved alle at blive aristokrater kan vi alle være lige, siger de, om end på en mindre aristokratisk måde end Jimi Hendrix.

Konklusionen, eller hvad man skal kalde det, kan hentes i det lange, smukke slutnummer "In Held Twas In I": "Jeg ved, at hvis jeg havde været klogere så var dette ikke sket/jeg var selvoptaget, da alt var klart skrevet på væggen. Det er faktisk alt sammen så enkelt, når man blot kikker på sin sjæl".

Paul Williams, som selv er en "gammel" intellektuel, skriver i bagsidenoterne, at denne plade er som et brev fra en god ven. Han har ret. Den er så åben og nøgen.

19.11.68, Politiken:

Luk op for fuld drøm /sic/

JEG SÅ himlen flyve op i himlen *) – synger Gary Brooker fra Procol Harum på gruppens LP nr. 2, som netop er udkommet efter et års pause. Procol Harum var de første i beatmuisikken, som beskrev de smadrede illusioner og lige angav den stigende depression, som langsomt bredte sig op gennem den amerikanske beatmusik. De var de første englændere, som turde pille ved de progressive drømme om en fremtid, der ville overgå alt andet. Brooker kastede på LP nr. 1 ligesom et hastigt blik tilbage over de efterladte borde for at efterse billedet, der i hans bevidsthed kun tegnede sig som – only leaving ashfilled ashtrays and a lipstick om my lip /sic/ **) -

Den store fest var forbi, og tilbage var kun den tavse hjemtur i blegt morgenlys.

Jeg så himlen flyve op i himlen – synger Gary Brooker på den nye plade Shine On Brightly, som er til dem, hvis øjne er åbne, til dem, der tør se. Melankolien, som huskes fra single-successen A Whiter Shade Of Pale, ligger og lurer i Brooker stemme og i gruppens drivende brug af orglet. Stemningen er låst fast ved en brusende og hårdttegnet beat. Store, klare flot opsatte numre, der på mange måder kan minde om Beatles fra Sgt. Pepper eller måske ganske enkelt er den engelske beatmusiks grundelement.

Procol Harum forholder sig i hvert fald klart formuleret til deres egen insats. Der er ingen tilbagetog fra standpunkter, ingen småpillerier med stemninger eller overdådige forsøg på at opfinde musikken.

Gruppen bruger instrumentalt, hvad der er til rådighed, selv det store kirkekor på udgangsnummeret In Held Twas /sic/ In I.

Jeg så himlen flyve op i himlen – synger Brooker på nummeret Wish Me Well, hvor han fortæller om sine reaktioner efter en Batman-film. Om hvad han så alene i rummet. Shine On Brightly går både ind i sindet og ud i rummet.

Ole John.

Procol Harum: Shine On Brightly. (Polydor 184162)

"Our local picture house was showing a Batman movie
You see this guy fly up in the sky, thought to myself, 'Why shouldn't I?' "

**) Note: Teksten til ’Homburg’ lyder (i uddrag):

"Your multilingual business friend
has packed her bags and fled
Leaving only ash-filled ashtrays
and the lipsticked unmade bed"

Den store skrøbelighed

ALLEREDE den 5. maj kunne vi her i rubrikken offentliggøre titlerne på Procol Harums andet album, "Shine On Brightly". Men først for en måneds tid siden blev det udsendt i USA, danske pladeforretninger har lige fået det på hylderne, og engelske pladekøbere må vente helt til den søde juletid med et fornyet bekendtskab med denne meget følsomt arbejdende gruppe, der er fast udstationeret o USA for at være i nærheden af det følelsesfællesskab, der på mange måder har smittet af på "Shine On Brightly", det følelsesfællesskab, som England trods mange fremragende grupper ikke giver noget klima for. For selv om Spooky Tooth er blevet sammenlignet med The Band, som igen er det nærmeste, man kan komme Procol Harum, er der alligevel stor forskel i gruppernes livsopfattelse. Procol Harum er de bløde, fine, åbne og meget følsomt søgende, der både tilbageholdende og nænsomt prøver at slå bro over to kulturformer. Deres musik bygger især på Gary Brookers orgel /sic/, der minder om århundredegammel kirkemusik derved, at det har en meget afslappet og udglattende måde at tale på. Denne stort virkende orgellyd kommer før hele gruppeklangen og afvæbner på en måde det nutidige element, der er følsomt på en hel anden måde. Følsom indvendig, hvor Gary Brooker er den udstillede (men derfor ikke forlorne) følsomhed. Han spiller anti-beatmusik i den forstand, at han ikke – som f.eks. også jazzmusikerne – sætter et hurtigtløbende arbejde i gang, der får soloinstrumenterne til at flyve på flere farverige planer omkring backinggruppens arbejde. Gary Brooker arbejder på helheden, og Procol Harum bliver derfor en enhed. Deres smerte (læs: følsomhed) er derfor nem at erkende.

Man kan også sige, at Procol Harum er søgt tilbage til enkeltheden efter summen af andres erfaringer. De har nemlig ikke selv været gennem hele processen. De formulerede sig allerede på "A Whiter Shade Of Pale" og debutalbummet på denne dæmpede måde.

Alle numrende på "Shine On Brightly" er vedkommende, men i første omgang vil interessen naturligt koncentreres om det 15 minutter lange "In Held Twas /sic/ In I", der har elementer af flere slags virkelighed. Det er bygget op i satser og indledes med hele meditationstingen og jagten på livets mening (illustreret gennem citar og en overvældende rumfornemmelse), kører videre over forskellige musikepoker og kulturepoker i et meget klart sprog (Gary flirter lidt med barokmusikken på cembalo et sted) for at munde ud i en erkendelse om, at det hele faktisk er meget enkelt, hvis man gider kikke lidt i sin egen sjæl – og mens vi således går ind og oplever den gamle verden på ny, med åbne øjne og nysgerrigt sind, projicerer lysbilledapparatet billeder af hverdagsrytmen ind i vore hoveder. Gruppen fører os ind i en faretruende paddehattesky på de sidste riller, idet de synger og spiller som Swingle Singers og Modern Jazz Quartet i Bach-arrangementer.

Procol Harum er en af de smukkeste grupper, jeg kender. En af dem man altid vender tilabe til. Som Byrds.

("Shine On Brightly",Procol Harum, Polydor 184162).