Omtaler af

Procol Harum

i danske publikationer i

1977


hi-fi, 06.1977. Procol Harum - mellem klassisk musik og rock, Chr. Rimestad

Historien om Procol Harum kan godt tage sit udgangspunkt den 3. juni 1967. Denne dag gik deres første single "A Whiter Shade Of Pale" ind på den engeiske hitliste. Ugen efter erobrede den førstepladsen, hvor den blev i seks uger. I andre lande fulgte en tilsvarende sucoes hurtigt, og i løbet af fire uger solgte singlen to en halv million eksemplarer. I dag har pladen solgt omkring ti millioner eksemplarer og hører til blandt rock-musikkens absolutte klassikere.
Men rent faktisk begynder historien om Procol Harum allerede i 1960, da to af de senere medlemmer, gruppens leder og hjørnesten Gary Brooker og guitaristen Robin Trower begyndte at spille sammen. I 1962 dannede de gruppen The Paramounts, hvor foruden den senere Procol Harum-trommeslager B.J. Wilson bassisten Graham Derrick var med. Graham Derrick blev senere afløst af Chris Copping - som nogle år efter også dukker op i Procol Harum.

The Paramounts, der gjorde i rhythm'n'blues à la Rolling Stones, indspillede et par plader og havde mindre hits med sange som "Little Bitty Pretty One" og "Poison lvy", men noget stort blev de aldrlg, og i 1966 gik gruppen i opløsning.

Gary Brooker løb kort efter sammen med tekstforfatteren Keith Reid, som manglede musik til sine ord - og dermed opstod et samarbejde, som har varet lige siden. For at få resultaterne af samarbejdet ud, dannede de to gruppen Procol Harum - opkaldt efter en fælles vens kat (hvordan man finder på et sådant navn til en kat, melder historien ikke noget om). Foruden Gary Brooker (klaver og sang) kom gruppen til at bestå af Ray Royer (guitar), David Knights (bas), Bobby Harrison (trommer) og Matthew Fisher (orgel).

At Procol Harums første single "A Whiter Shade Of Pale" skuile gå hen og blive så fantastisk et hit, var ganske uventet. Men sangen syntes ligesom at fange tidens stemning og gik sin sejrsgang over det meste af verden. Melodien, som Gary Brooker stod for, er hentet fra en kantate af Bach, og ordene, som Keith Reid lavede, var der vel næppe mange, som forstod. Men det, der gør sangen til noget særligt, er nok mest, at de to ting passede så perfekt sammen - et spøgelsesagtigt orgel og mystiske ord, kombineret med udgangspunkt - ikke i den amerikanske blues som den meste rockmusik, men i den klassiske, europæiske musiktradition. Yderligere bemærkelsesværdig blev sangen af, at Procol Harum som nogle af de første satte to tangentinstrumenter sammen: Gary Brookers piano og Matthew Fishers orgel. Det var en helt ny musikalsk formel, som opstod.

De første udskiftninger
Gruppen var temmelig uforberedt på den store succes, men begyndte dog at forberede et album. Midt under dette trak Ray Royer og Bobby Harrison sig ud. De gamle venner fra The Paramounts, guitaristen Robin Trower og trommeslageren B.J. Wilson trådte til, og med denne besætning udgav Procol Harum i alt tre LPer, i august 1967 "Procol Harum", i november 1968 "Shine On Brightly" og i april 1969 "A Salty Dog".
Den første LP, "Procol Harum", siges at være blevet skrevet, arrangeret, indspillet, mixet og udgivet på halvanden uge, men hvis det er sandt, kan det bestemt ikke høres. Pladen har den samme tunge, mystiske og meget klassiskprægede stemning som "A Whiter Shade of Pale" - en tung og meget skøn værdighed. Der er hentet en del inspiration fra Bob Dylans "Blonde On Blonde"-album. Men til gengæld inspirerede pladen The Band til deres debut-LP "Music From Big Pink". Endnu en single blev udsendt i 1967, "Homburg", som dog kun nåede en syvende-plads på den engelske hitliste. I det hele taget er det typisk for Procol Harum, at de ikke senere bliver ligefrem flittige gæster på hitlisterne. Faktisk har de kun været repræsenteret på de engelske singlehitlister en gang siden, nemlig i 1972 med "Conquistador" - ironisk nok en sang fra deres første LP, blot i et nyt arrangement. 

De gode år
1968 blev året, hvor Procol Harum udsendte deres efter manges mening bedste album: "Shine On Brightly". Pladens første side er en række formidable rock-sange, mens side to er en lang suite "Magdalene/ln Held 'Twas In I", som virkelig stillede publikum på en prøve. Det er en formidabel sammenkædning af recitation, lydeffekter, rock og klassiske kor-hymner og nogle ord om resignation, desperation og menneskeligt forfald. Hans-Jørgen Nielsen skrev i Information om nummeret: "Det totale klangbillede er af stor, stor skønhed. Mærkeligt distant. Ligesom undersøisk.” Men selv om nummeret - og hele pladen – er et af rockmusikkens mesterværker, blev modtagelsen i England kølig. Amerikanerne derimod var begejstrede.
"A Salty Dog"-LPen, som fulgte i april 1969, falder som en naturllg videreudvikling fra "Shine On Brightly". Nok var kritikerne delte i deres meninger, men for de, som holder af Procol Harums musik, hører "A Salty Dog" uden tvivl til blandt de mest spillede af gruppens plader. Ligesom "Shine On Brightly" er pladen præget af den fylde i det musikalske udtryk, som er så kendetegnende for Procol Harum - en dygtigt udført samrnensmeltning af den klassiske musiks storhed og skønhed og rockens rytmiske og mere agressive lyd.

Matthew Fisher
Lige fra begyndelsen har Procol Harums musik været meget bestemt af Gary Brooker og hans musikalske ideer. Men organisten Matthew Fisher og i lidt mindre grad guitaristen Robin Trower kom efterhånden bedre og bedre med, og "A Salty Dog" er i høj grad Matthew Fishers værk.
Han er ikke blot manden bag et par af de bedste numre, men har også produceret LPen med virkeligt talent - samtidig med at hans dygtige orgelspil er med til at give pladen dens næsten ophøjede ro. Procol Harum havde da også stort besvær med at komme sig, da Matthew Fisher sammen med bassisten David Knights forlod gruppen efter indspilningen af "A Salty Dog".
Fisher slog sig ned i USA og arbejder i dag som producer (bl.a. for Robin Trower), ligesom hans orgelspil kan høres hist og her, bl.a. på nogle af Joe Cockers første indspilninger. Desuden har han udgivet et par soloalbum, "Journey's End" i 1973 og året efter "I'll Be There". Han spiller selv de fleste af instrumenterne, og i særdeleshed "Journey's End" er et tydeligt bevis for, hvor meget han betød for Procol Harums sound i de første år.
 
Uden sjæl
I stedet for Matthew Fisher og David Knights fik Procol Harum endnu et tidligere Paramountmedlem, bassisten og organisten Chris Copping med, og de næste par år havde gruppen kun fire medlemmer: Copping, Gary Brooker, Robin Trower og B.J. Wilson. Denne konstellation nåede at indspille to LP´er, "Home" fra 1970 og "Broken Barricades" fra 1971. Dc to plader hører til blandt Procol Harums mindst spændende og mangler helt den sjæl, som præger de foregående plader. Roen er blevet til træghed og mystikken til maner.
Med Matthew Fishers afgang fik guitaristen Robin Trower mere plads til at udfolde sig, og specielt ”Broken Barricades" er meget præget af ham. Det bringer en hel del mere rock ind i musikken, men viser samtidig, at Robin Trowers blues-prægede guitarspil ikke passede særlig godt ind i Procol Harums mere europæisk prægede musik. Heller ikke gruppens nye medlem Chris Copping er tilsyneladende faldet til, hans orgelspil har langtfra det samme distingverede præg som Matthew Fishers. Kort sagt.: Det kørte ikke godt for gruppen.

Robin Trower
Ikke helt uventet trak Robin Trower sig da også ud i juli 1971 for at prøve for sig selv. Han dannede en gruppe Jude, som dog var rnislykket fra starten. Så prøvede han trio-formen sammen med trommeslageren Reg Isidore og bassisten og sangeren James Dewar og havde betydeligt mere held med det. Gruppen, der fik navnet Robin Trower Band, udgav to LPer, "Twice Removed From Yesterday" (1973) og "Bridge Of Sighs"(1974). Herefter blev Reg Isidore afløst ved trommerne af Bill Lordan og med denne besætning er det indtil nu blevet til tre LPer: "For Earth Below" (1975), "Live” (1976) - optaget af Sveriges Radio ved en koncert i Stockholm) og den helt nye ”Long Misty Days". Omkrlng produktionen har Robin Trower Band - som nævnt fået hjælp af Matthew Fisher.
Man er ikke i tvivl om1 at Jimi Hendrix er Robin Trowers store forbillede, når man hører hans plader. Men fra de første LPers plagieren har han og hans gruppe udviklet sig et godt stykke hen imod en mere personlig stil, præget af en tung blues-rytme, James Dewars dybe, lidt grove stemme og Robin Trowers guitar. Og selv om der stadig kan spores en del Hendrix, er Robin Trower trods alt en dygtig guitarist, og hans musik er absolut høreværdig.

Med kor og orkester
Procol Harum fik to nye medlemmer ved Robin Trowers udtræden, guitaristen David /sic/ Ball og bassisten Alan Cartwright1 hvilket betød, at Chris Copping kunne koncentrere sig om orglet.
David Balls ophold i gruppen blev af temmelig kort varighed, og han medvirker kun på LPen ”Live In Concert", udgivet i foråret 1972. Pladen er optaget i Canada og har som medvirkende de 52 musikere i The Edmonton Symphony Orchestra og det 24 mand store kor The Da Camera Singers. Gary Brooker har til albummet fundet fem ældre Procol Harum-numre frem og om-arrangeret dem for kor og orkester. På to af numrene, "Conquistador" og den lange suite "In Held 'Twas In I" er resultatet blevet spændende, og i særdeleshed guitaristen David Ball og trommeslageren B.J. Wilson gør et godt stykke arbejde. Men for de tre øvrige numre bringes der ikke så meget nyt frem - selv om orkestret og koret selvfølgelig bringer en ekstra fylde i musikken.

”Grand Hotel"
Trods forventninger om et lavt salg blev live-LPen en succes, og "Conquistador", der blev udsendt som single, bragte Procol Harum tilbage på hitlisterne. Og da gruppens næste plade "Grand Hotel" udkom i marts 1973, var forhånds-interessen så stor som aldrig før.
I mellemtiden havde David Ball forladt gruppen og var blevet erstattet af Mick Grabham, guitarist i bl.a. gruppen Cochise og med en enkelt solo-LP ”Mick The Lad" bag sig. Gruppen bestod nu af Gary Brooker (sang og piano), Chris Copping (orgel), B.J. Wilson (trommer), Alan Cartwright (bas) og Mick Grabham (guitar). Keith Reid skrev som sædvanlig gruppens tekster.
"Grand Hotel" blev en af Procol Harums bedre LPer. Melody Maker skrev om pladen bl.a.: "Brooker skaber sørgmodige menuetter og langsomme, statelige fox-trots, baseret på rock-rytmesektionen, men forstærket af et superbt arrangement for kor og orkester (...) Tilføjelsen af Mick Grabhams guitar synes at have tilført gruppen kraft og bid..." I særdeleshed titel-nummeret med sin vekslen mellem hård rock og blidere, klassiske passager er dygtigt lavet, og de, der i de senere år har set Procol Harum i konoert, ved, hvilken storslået oplevelse det er, når gruppen sætter "An der schönen, blauen Donau" ind som en del af nummeret.


Leiber-Stoller
I 1974 fulgte LPen "Exotic Birds And Fruit" - og de, der havde håbet på en fortsættelse af forsøgene på fornyelse fra "Grand Hotel", blev skuffede. Pladen er mærkeligt identitetsløs. Numrene er i den traditionelle Procol Harum-stil, men er i sammenligning mcd tidligere ting uinspirerede og monotone.
Heller ikke gruppens næste LP "Procol's Ninth" fra 1975 er vellykket. Som et forsøg på at bringe helt nye impulser ind i musikken, allierede gruppen sig med det velkendte komponist- og producer-par Jerry Leiber og Mike Stoller, som har produceret pladen. Desuden findes på "Procol's Ninth" for første gang et par numre, som gruppens medlemmer ikke selv har skrevet, nemlig Leiber-Stollers "I Keep Forgetting" fra 1964 og Lennon-McCartneys "Eight Days A Week" fra "Beatles For Sale"-LPen. Men resultatet blev ikke helt så spændende som man måske havde håbet. "Procol's Ninth" er nok mere rockende end vanligt - men også uden tidligere tiders gejst.
Og så har Procol Harum for et par måneder siden udsendt deres nyeste LP "Something Magic" - og har skiftet endnu en musiker ud, Alan Cartwright, som er blevet afløst af tangent-spilleren Pete Solley.  På pladen forsøger gruppen sig med lidt lettere, sommetider næsten cabaret-agtige orkester-arrangementer, ligesom Pete Solleys synthesizer bringer nogle nye kiange ind. Hele pladens side to er helliget det lange nummer "The Worm And The Tree", men om det kan leve op til tidligere tiders storhed, skal jeg lade være usagt. Rent umiddelbart virker musikken på "Something Magic" mere tiltalende end på de foregående LPer.


Dilemmaet
Procol Harums store dilemma har vel hele tiden været nummeret "A Whiter Shade of Pale", som på godt og nok mest ondt har holdt gruppen fast. Gary Brooker har lettere resignerende udtrykt det som, at "det ikke er specielt dårligt, når folk husker en for ens gamle sange. Det er en hang-up måske, men en behagelig slags hang-up; for det er bedre at være populær rundt omkring for et eller andet end ikke at være populær nogen som heIst steder for noget som helst". 
Gruppens andre medlemmer har ikke været helt enig med ham. Matthew Fisher har på en af sine solo-LPer skrevet en hel sang om, hvor meget han hader "A Whiter Shade Of Pale", mens Robin Trower har sagt: "Det startede helt oppe på toppen. og så arbejdede vi os nedad… Det var bare ikke i stjernerne, at Procol skulle klare det. Jeg havde nogle virkelig desperate perioder på grund af det, som skete i den gruppe...”
Også de talrige udsklftninger af musikere har ikke kunnet undgå at sætte mærker på Procol Harum. Nok har Gary Brooker sorn gruppens hjørnesten forstået at holde sammen på stumperne og gruppens sound, men nogle plader bærer tydeligt præg af besværet med at få indpasset nye medlemmer.
Procol Harum laver god musik – også i dag, musik i en klasse, som kun de dygtigste musikere kan præstere. Men det er gået jævnt nedad siden "Shine On Brightly" og ”A Salty Dog", der hører til blandt de mest vellykkede forsøg overhovedet på at fusionere klassisk, europæisk musik og rock. I kombinationen af Gary Brookers piano og Matthew Fishers orgel fandt Procol Harum en identitet, en uendelig skøn, alvorspræget og ophøjet musikalsk form, som ikke er blevet overgået siden. Heller ikke af gruppen selv.

Chr. Rimestad

Diskografi
Procol Harum:
Procol Harum - Polydor 184-115.
Shine On Brightly - Polydor 184-162.
A Salty Dog - Polydor 184-221,
Home - Polydor 2310032.
Broken Barricades - Chrysalis ILPS 9158.
Live - Chrysalis CHR 1004.
Grand Hotel - Chrysalis CHR 1037.
Exotic Birds And Fruit - Chrysalis CHR 1058.
Procol's Ninth - Chrysalis CHR 1080
Something Magic - Chrysalis 1130,
Procol Harum og A Salty Dog kan fås som dobbeltalbum - Cube Records 2635 004,
Shine On Brightly og Home kan fås som dobbeltalbum - Cube Records 2635 009,
Broken Barricades er udgivet i serien ”Rock Classics".
Endelig fås en LP i serien "Rock Roots” med et par ikke tidligere udsendte ældre numre.
Robin Trower Band:
Twice Removed From Yesterday – Chrysalis CHR 1039.
Bridge Of Sighs – Chrysalis CHR 1057
For Earth Below - Chrysalis 6307544
Live - Chrysalis CHR 1089
Lorig Misty Days - Chrysalis 1107
Matthew Fisher:
Journey's End - RCA APL 1-0195
l'll Be There - RCA APL 1-0325
Mick Grabham:
Mick The Lad - United Artists UAS 29241

Tilføjelser til ovenstående, modtages gerne.

Update@procolharum.dk

Retur til forsiden