Omtaler af

Procol Harum

i danske publikationer i

1992


15.1.1992: Ekstra Bladet. Interview med Gary Brooker.


- Jeg tror, det var bestemt til at ske før eller siden. Spørgsmålet var bare, hvornår og tidspunktet føles rigtigt, siger frontfiguren i 60'er-favoritterne Procol Harum, pianisten og sangeren Gary Brooker. Bandet, der fik sit helt store gennembrud i 1967 med hippie-hymnen 'A Whiter Shade Of Pale', er genopstået efter 14 års pause i en udgave, der ligger så tæt op af den originale som muligt.

Robin Trower spiller stadig guitar, Matthew Fischer spiller orgel, og Gary Brooker skriver igen sange sammen med tekstforfatteren Keith Reid.

Kun trommeslageren B. J. Wilson er fraværende, og det skyldes formentlig udelukkende, at han døde for nogle år siden.

- Hen imod slutningen af 1989 fik jeg pludselig lyst til at lave et nyt Procol Harum-album, og heldigvis var de andre med på ideen med det samme. Vi kunne naturligvis ikke vide, om det ville fungere igen, men det hele gik som smurt, siger Gary Brooker fra et hotelværelse i München, hvor Ekstra Bladet fandt ham på den igangværende Procol Harum-turne, som i slutningen af denne måned kigger forbi København med en koncert i Saga den 30. januar og medvirken i 'Eleva2ren' dagen efter.

EGEN STIL

Resultatet af de genforenede kræfter har udmøntet sig i come back-LP'en 'The Prodigal Stranger', som Gary Brooker selv betegner som 'Procol Harum af i dag'.

- Modtagelsen har været fornem. I betragtning af vores historie, kunne man nemt forestille sig, vi ville blive udsat for massiv kritik, men det det har ikke været tilfælde. Både de gamle Procol Harum-fans og de unge, som intet kender til bandet, synes at kunne lide pladen, siger Gary Brooker, som ikke har alverden til overs for nutidens popmusik.

- Noget af det er selvfølgelig godt nok. Men bands som vores kan altid vende tilbage, fordi der ikke er sket en nævneværdig udvikling i rockmusikken i årevis. De unge bands lyder ens. I 60'erne var en stærk guitarist stærk, fordi han havde sin egen stil. Nu sampler forskellige producere den samme lyd igen og igen.

RINGEN SLUTTET

Procol Harum blev opløst i 1977 efter et ti-år, hvor gruppen det meste af tiden havde hørt til i rock-eliten med klassiske plader som 'A Salty Dog', 'Shine on Brightly', 'Home' og live-pladen med Edmonton Symphony Orchestra.

- Vi opløstes ikke på grund af manglende popularitet. Vi følte bare, vi ikke havde mere at sige. Ringen var sluttet, siger Gary Brooker, som i de mellemliggende år har lavet en række solo-plader og faktisk sidste år var Danmarks-aktuel, da han skrev musikken til balletten 'Delta' for Det Kongelige Teater.

- Det var en god oplevelse. Både at skrive den og se balletten blive opført i København. Så snart jeg får 14 dages fritid er det min hensigt at indspille musikken til en CD. Det er ganske vist kun 25 minutters musik i alt, men jeg har noget andet gemt af vejen, bl.a. noget filmmusik, som jeg kan bruge til at fylde pladsen ud med.

 

19.1.1992: Ekstra Bladet, anm. af Prodigal Stranger. Allan Lykke

(Tre af seks stjerner)

Procol Harum: The Prodigal Stranger (BMG)

Det gamle hippie-husorkester er blevet gendannet med det meste af den originale besætning. Gary Brooker & Co, undgår at lyde nostalgiske. Musikken er opdateret og uden patetiske forsøg på at omskrive "A Whiter Shade Of Pale"-hymnen til de nye tider. Men på den anden side er magien til at overse.

 

24.1.1992: Det fri Aktuelt, Genhør med et hit. Kay A. Christensen

Når Procol Harum på torsdag stiller op i SAGA i København, vil publikum have ét altoverskyggende krav – et nostalgisk genhør med superhittet "AWhiter Shade Of Pale"

John Lennon sad mageligt tilbagelænet på bagsædet af sin Rolls Royce. Godt indhyllet i sin egen verden. Hans privatchauffør måtte konstant spole kassettebåndoptageren tilbage, fordi Lennon igen og igen råbte: "Spil den forfra, spil den forfra".

Det var i 1967, og The Beatles havde nået toppen med Sgt. Peppers. John Lennon var på syre, og hans surrealistiske univers tændte øjeblikkeligt på det, han hørte: "A Whiter Shade Of Pale".

Gruppen der spillede var helt ny på musikscenen og kaldte sig noget så mærkeligt som Procol Harum. Med A Whiter Shade Of Pale var den røget direkte ind som nummer et på de engelske hitlister med disse underlige, meditative og forførende toner, der klart byggede på stumper fra den klassiske komponist Bach. Ikke så sært, for både pianisten og organisten i gruppen havde gået på en klassisk musikskole i London.

Gruppen overraskede totalt med dette hit, der i dag står som en milepæl i rockmusikkens historie: "And so it waaaas later /sic/, as the miller told his tale.. That her face first /sic/ just ghostly turned…a Whiter Shade Of Pale".

Komponisterne – Gary Brooker og Matthew Fisher – var som nævnt klassisk uddannede, og manden bag det surrealistiske tekstunivers – Keith Reid – var digter.

"Jeg ved ikke, hvad sangen handlede om. Det var lyrik, og det lød godt på det tidspunkt. Jeg havde en slags film kørende inde i hovedet. Jeg tror også, at jeg var en smule fuld, da jeg skrev den, " har Keith Reid fortalt til et engelsk musikblad.

Intellektuel rock

Rock for de intellektuelle blev hurtigt Procol Harums varemærke. Og sandt er det da også, at den massive ordstrøm, der kom fra Keith Reids hånd, krævede mere opmærksomhed af sin lytter end mange af de simple popslagere, der i samme periode væltede ud for at holde gang i musikindustrien. Procol Harum blev langtfra den engelske musikpresses ynglinge. Gruppen brød med traditionerne for de lette hittere, der var så tæt forbundet med den engelske musikinvasion i USA og Europa. Det er forkert at sige, at gruppen blev direkte boycottet, men allerede med deres næste singleudspil "Homburg" viste tendensen sig på de engelske hitlister: Pilen pegede nedad.

Gruppen fandt sit store publikum udenfor England, og Procol Harum spillede i slutningen af 60´erne og op gennem 70´erne et utal af koncerter i USA, Tyskland, Holland, Sverige og Danmark.

Det var i 1967, at gruppen første gang optrådte i København, og musikskribent Sven Wezelenburg kom i den anledning med denne spådom: "Jeg drister mig til at tro, at Procol Harum vil blive det største, der er sket for popmusikken siden The Beatles". Hans forudsigelse kom nu ikke til at holde helt stik, men det viser noget om begejstringen for gruppen på det tidspunkt.

Bedste stemmer

Når en gruppe bliver hængt op på kun et enkelt hit, risikerer den at udvikle sig til en kliché. Det kunne nemt være sket for Procol Harum, der dog hurtigt viste sig at have langt mere i sig end kun A Whiter Shade Of Pale. Gruppens frontfigur, Gary Brooker, havde vel nok en af rockens bedste stemmer, og han forstod at bruge den. LP´er som "A Salty Dog" og "Shine On Brightly" må i dag betegnes som værker, der ved en genlytning klart består som for altid vedkommende. Gruppen havde så meget godt materiale, at den i en lang række år totalt nægtede at spille A Whiter Shade Of Pale til koncerterne – selv som ekstra-nummer.

Organisten Matthew Fisher, hvis betydning for Procol Harums lyd var uvurderlig, forlod gruppen, og den strålende guitarist, Robin Trower, gik samme vej. Nye musikere kom med, men Procol Harum, nu kun med Gary Brooker og Keith Reid som de oprindelige medlemmer, begyndte at miste intensiteten. Det hele var forbi i 1977 efter et par LP-plader, der lå langt under niveauet for tidligere tiders storværker.

Ingen hørte til Gary Brooker eller de andre tidligere gruppemedlemmer i en lang årrække. For nylig da Brooker blev spurgt om, hvad han egentlig lavede i alle disse år bort fra rampelyset, konstaterede han blot tørt: "Jeg tog på en lang fisketur."

Genforening

Men den måtte komme: Genforeningen. Tiden er jo til den slags. Så sidste år tog Procol Harum sig sammen og udsendte LP´en "The Prodigal Stranger", der dog viste sig at være et flop, der slet ikke kunne leve op til tidligere tiders storhed.

Besætningen er ellers den originale med Gary Brooker, Matthew Fisher, Robin Trower og Keith Reid, som tekstforfatter. Gløden og mystikken er forsvundet, men at tiden er til genforeninger, behøver nødvendigvis ikke også at betyde, at tiderne ikke har skiftet.

Nu er Procol Harum på en stor Europa-turné, der på torsdag bringer dem forbi Køben-havn. Under alle omstændigheder skal det blive spændende at se og høre, hvad gruppen kan præstere live i 1992. Bulletinerne fra USA, hvor gruppen turnerede rundt i /de/ sidste år, lyder ikke alt for positive.

Procol Harum syntes netop at være blevet offer for myten om, at det jo er gruppen med kun eet hit. Og deres koncertpublikum tilhører alle de midaldrende, der voksede op i 60´erne og 70´erne. De unge går ikke til en Procol Harum-koncert, fordi Procol Harum for dem ligeså godt kunne være en by i Rusland.

Om ikke andet vil et genhør have en nostalgisk dimension. Og er tiden til genforeninger, er den også til nostalgi.

John Lennon vidste godt, han lyttede til noget stort, da han sad stenet på bagsædet af sin Rolls Royce. Procol Harum lavede musikrevolution dengang i 1967, og påvirkede retningen af rockmusikken i en lang periode. Og det er da altid noget at kunne prale med her i 90´erne, hvor der er langt mellem de store stilskabende grupper. Men ved denne lejlighed slipper de ikke fra scenen uden at have spillet A Whiter Shade Of Pale.

Om det så skal være som ekstranummer.

 

Procol Harum i Saga den 30. januar.

26.1.1992: Politiken, En liflig duft af Bach og Brooker. Claes Johansen


Forfatteren Claes Johansen fortæller i Politikens Magasinet historien om Procol Harum, som er gendannet og spiller i Saga i København den 30. januar 1992.

Trætte og deprimerede. Udmattede.

Sådan ligger Procol Harums medlemmer slænget rundt omkring i stolene bag scenen. Det er maj måned 1977, lokaliteten er New York City Academy of Music.

Banets leder gennem alle årene, Gary Brooker, sukker:

- Så er løbet kørt, drenge. Det her er afslutningen.

De andre nikker bare sløvt. Efter 10 års karriere og et næsten konstant turneliv, opture og nedture, er Procol Harum blevet en saga blot. Skriften har stået på væggen de sidste måneder. Den tiende og seneste LP har i enhver henseende været en fiasko.Publikum svigter, helbredet svigter.

Brooker slås med nogle infame rygsmerter.

Først bagefter opdager han at det på dato er ti år siden udgivelsen af gruppens første single, hittet over dem alle: A Whiter Shade Of Pale.

Dømt til scenen

Som søn af en professionel musiker havde Gary Brooker fra starten været dømt til et liv i rampelyset. I femårsalderen var han begyndt at få klaverundervisning, og allerede da han var syv trak hans far ham med op på scenen ved uformelle sammenkomster.

Senere kom det store "beat-boom". Brooker spillede klaver og sang i The Paramounts, en kvartet som var kraftigt inspireret af Ray Charles m.fl. Gruppen udgav en håndfuld singler i midten af tresserne og turnerede jævnligt på kontinentet.

Da succesen udeblev, vendte bandet tilbage til England og opløstes. I stedet sluttede Brooker sig sammen med digteren Keith Reid for at skrive sange til deres fælles opfindelse, Procol Harum.

Mange myter

Det startede så højt oppe på toppen, at det siden hen kun kunne gå nedad: Debutsinglen blev det største hit overhovedet i året 1967. A Whiter Shade Of Pale var løst baseret på Bach´s Air på G-strengen og domineredes næsten fuldstændig af en lyd verden aldrig havde hørt før.

Nummeret havde musik af Gary Brooker, som også sang og spillede klaver. Teksten stod Keith Reid for. Men lyden kom fra et trdje hjørne i rummet, hvor en ukendt organist fyrede langtrukne salver af med sit oversavede Hammond M-100.

Der knytter sig et hav af myter til A Whiter Shade Of Pale. Store og små. En ad den lokale går ud på, at digteren Jens August Schade flere dage i træk blokerede en jukebox på et værtshus i Nyhavn, fyldte en formue i maskinen og nægtede at spille andet and A Whiter Shade Of Pale om og om igen. En af de mere kendte fortæller, at John Lennon havde et kassettebånd med nummeret liggende i sin Rolls-Royce, og at han næsten rystede på hænderne, når han bad folk om at holde kæft med The Beatles et øjeblik og i stedet for lytte til dette her!

Hvorom alting er: A Whiter Shade Of Pale var anderledes. Fascinerende, foruroligende – mystisk dragende.

Vidunderbarnet, som tilsyneladende var faldet ud af den blå himmel, hed Matthew Fisher. Hans ankomst til Procol Harum havde været som et mirakel for de andre. Fisher passede ind i en grad, så det tangerede det utrolige.

Hvad der for offentligheden lignede en komet, var – som altid – i virkeligheden resultatet af mange års hårdt arbejde. Fisher´s baggrund inkluderede både musikkonservatorium og en formidabel scenerutine, tilegnet i selskab med folk som Richie Blackmore, Paul Jones, Screaming Lord Sutch og Terry Reid.

Men brikkerne faldt først virkelig på plads, da unge Matthew fik blokket sin mormor for en anseelig sum penge og investerede dem i et Hammond M-100. Der var tale om et stort, tungt dagligstueorgel. Matthew lagde omgående mastodonten på gulvet i sin moders køkken og savede underdelen af, så orglet blev nemmere at bære rundt på og stille op på scenen. Fisher-Hammond viste sig at være en af disse kombinationer, hvor musikeren og hans instrument går op i en højere enhed, bliver hinandens forlængelse. Som Jimi Hendrix med sin Fender Stratocaster…

Mange ting gik galt for Procol Harum i den indledende fase, navnlig i forholdet til pressen. Ikke desto mindre indspillede gruppen med sin klassiske besætning tre formidable LP´er. I dag står alle tre som noget af det allerbedste, der kom ud af de sene tresseres rockmusik.

Kontroverser

Matthew Fisher gik i efteråret 1969. Han havde i to år haft en alvorlig kontrovers kørende med Brooker og Reid omkring A Whiter Shade Of Pale. Fisher mente hans bidrag til pladen gjorde ham berettiget til at få del i komponistpengene. Det mente de to andre ikke.

Da Fisher endelig gik, var det altså ikke ligefrem nogen overraskelse for de andre. Men de var selvsagt i vildrede med hensyn til fremtiden. Enhver kunne se, at Fisher var uerstattelig. Derfor tog man konsekvensen og forsatte som kvartet, med større vægt lagt på den meget bluesinspirerede Robin Trowers guitarspil. Bassisten David Knights blev erstattet af Chris Copping, der også kunne spille orgel.

To år senere led gruppen sit næste større tab. Robin Trower gik for at grundlægge en karriere, der skulle gøre ham til et større navn i USA end Procol Harum nogensinde havde været.

Procol Harum fik et par nye medlemmer, men var derefter nærmest reduceret til, hvad man kunne kalde Gary Brooker And The Yes Men. Ikke desto mindre lykkedes det at indspille en live-LP som gik til tops på hitlisterne, og som måske er den eneste virkelig vellykkede fusion mellem et rockband og et symfoniorkester nogen sinde.

Teorier

I Danmark var bandet et af de allermest populære op gennem halvfjerdserne. I datidens sump af glitterrock og dansktop-pladder lyste Procol Harum op som stjerne.

Til gengæld er Danmark nok også det land, hvor der har hersket flest besynderlige teorier om Procol Harum. I min gymnasietid troede vi i hvert fald alle sammen, at der var tale om en samling meget intellektuelle englændere, hvilket vi naturligvis sagtens selv kunne relatere os til. Sandheden er, at Procol Harums medlemmer for størstepartens vedkom-mende havde rødder i den engelske arbejderklasse og næppe har døjet med mere end den allermest obligatoriske skolegang. Dette kan måske også forklare, hvorfor gruppen i modsætning til andre af tidens klassisk inspirerede rockbands – Genesis, Yes, Caravan osv. – bibeholdt en stærk, basal fornemmelse for rhythm & blues og soul.

Andre rygter talte – navnlig i starten af bandets karriere – om umådenholden indtagelse af "bevidsthedsudvidende stoffer". Også det synes at være et falsum, eftersom stort set alle gruppens mange medlemmer gennem årene er i live i dag. Eneste sørgelig undtagelse er trommeslageren BJ Wilson, som døde i 1989.

Mig og Brooker

Min egen Procol Harum-historie starter først for alvor i foråret 1983. Jeg var på det tidspunkt begyndt at skrive for et par musikblade og lave programmer til Danmarks Radio. Disse aktiviteter førte mig til London og i selskab med både Matthew Fisher og Gary Brooker.

Brooker sagde dengang om Procol Harums opløsning:

- Ærlig talt, det passede mig fint. Jeg havde været konstant på landevejen, siden jeg var seksten-sytten år, og der var tonsvis af ting, jeg aldrig havde haft mulighed for at gøre. Jeg havde aldrig været på fisketur, jeg havde aldrig plantet grønsager eller fodret høns. Skøre små ting. Dem har jeg tid til nu.

Det var som man måske kan høre, en noget tilbagetrukken tilværelse Gary Brooker havde påbegyndt. I øvrigt ligner han og Procol Harums historie så mange andre bands historie: Man mødes, spiller sammen, udskifter medlemmer, opløses, laver soloplader. For Brookers vedkommende var det i 1983 blevet til to, Matthew Fisher havde lavet fire, og Robin Trower flere end jeg kan tælle til.

Under interviewet viste det sig, at Gary Brooker og Matthew Fisher faktisk ikke havde set hinanden siden 1971. Jeg luftede tanken om en Procol Harum-gendannelse. Brooker rynkede på næsen men spurgte mig da om jeg havde Fishers telefonnummer. Han sagde også:

- Har Matthew for resten stadig sit Hammond?

Gendannelsen

Jeg har holdt kontakten ved lige siden. Navnlig med Matthew Fisher, som i 1984 producerede en LP med mit eget band, Route 66. Havde jeg ikke haft respekt for manden før, så fik jeg det i løbet af den hektiske uge, hvor Kasper og Mons og jeg nærmest boede døgnet rundt i Fishers lille studie i Croydon. Jeg fortæller ikke dette her for at gøre reklame for mig selv. Pladen blev presset i femhundrede eksemplarer, og for resten lukkede pladeselskabet den dag, skiven udkom. Om kvaliteten af produktet vil jeg anstændigvis forblive tavs, men blot nævne kæresternes hængende underkæber da vi kom hjem, og de hørte resultatet af vores anstrengelser i udlændigheden.

- Er det virkelig jer?

Det var det vel. Halvt os, halvt Matthew.

I al den tid jeg har kendt disse Procol-fol, har det konstant svirret med rygter om gendannelse. Kun Herren ved, hvilke skuffelser jeg har måttet døje hver gang det alligevel ikke blev til noget.

Så meget desto mere overraskende da jeg i sommer mødtes med Matthew Fisher, og han lod adskillige bomber springe. Nu er det virkeligehed. Vi har lavet en LP. Vi har Robin Trower med på guitar. Vi har planlagt en turné til USA til efteråret.

LP´en, The Prodigal Stranger, er blevet kaldt den bedste LP lavet af en gendannet gruppe. Den er mere end det. Det er en rigtig Procol Harum-LP anno 1991, som lugter og dufter og stinker af Bach og Brooker, af god poesi, af bluesguitar og Hammond hele vejen igennem.

Og så er det for resten på torsdag, de spiller i Saga.

 

29.1.1992: Ekstra Bladet, annonce for koncert 30.1.1992

 

31.1.1992: B.T., Tilbage til fortiden. Susanne Johansen

Procol Harum, Saga, København

B.T: Fem stjerner

Tiden stod stille. Den blev skruet tilbage. Og den gik for hurtigt! Luften var mættet af nostalgi. Iblandet hashtåger. Og det var: Fedt! Procol Harums gendannelse i form af albummet "Prodigal Stranger" kan jeg sagtens leve foruden. Men ikke fortiden. Og det var heldigvis fortiden, der var i højsædet, da Procol Harum indtog scenen i Saga. Ikke kun frontfigur Gary Brooker havde sit hyr med at tælle de grå hår. Størstedelen af publikum havde for længst rundet de 40 og formentlig ikke sat deres ben i en koncertsal siden gruppens sidste besøg. "Jeg har ikke set dem siden ´68 i Tivolis koncertsal, og det er fedt. De er tanker fra tidligere liv," som en af disse nostalgisk besofne herrer udtrykte det, da han buldred ind i mig. Og jeg kan kun gi´ham ret. En anden sidemand påstod, at "de ikke spillede tight nok", men helt ærligt. At forsøge at opdatere 60´erne til 90´erne, ville ha´ været krampagtigt og pinligt.

Så hører jeg langt hellere troværdige og ærlige udgaver af af genistreger som "Conquistador", "Homburg", "Shine On Brightly", "Devil Came From Kansas", "A Salty Dog" og ikke mindst "A Whiter Shade Of Pale", som Procol Harum leverede, og som afgjort også var, hvad det aldrende publikum var kommet for.

I andægtighed og med mange års opsparet energi hyldede vi Procol Harum som konger, og ku´ nemt ha´ fortsat i timevis. For som radioens Erik Kramshøj sagde på vejen ud: "Det var fedt. Federe end jeg havde regnet med".

(Billedtekst:) Det gendannede Procol Harum leverede en fed og nostalgisk koncert i Saga i går aftes.

 

31.1.1992: Ekstra Bladet, De gamle hippier kan endnu. Allan Lykke

Anmeldelse af koncert med Procol Harum i Saga. Fire stjerner. Anmeldt i Ekstra Bladet af Allan Lykke.

Det var de vigende hårgrænsers og de diskrete topmavers aften i går i Saga, hvortil gamle hippier valfartede for at hylde deres fordums helte og for en stund genopleve deres ungdom dengang i 60'erne. Og minsandten om ikke den umiskendelige duft af en tændt hashpibe eller to langsomt bredte sig i den pænt pakkede sal, mens det genopstandne Procol Harum med majestætisk ro og ophøjet værdighed gav udsøgte prøver på de sange, der nærmest fungerede som et lydspor til de glade dage for 25 år siden, hvor verden pludselig gik af lave og intet længere blev helt det samme igen.

- Vi var lidt nervøse for at komme her. Vi var ikke sikre på, at danskerne kunne huske Procol Harum, men jeg må sige, vi har fået en masse gode venner i aften, sagde en tydeligt glad Gary Brooker over den særdeles positive modtagelse fra publikum.

Gary Brooker, sanger og pianist, er sammen med organisten Matthew Fischer de eneste tilbage fra den oprindelige besætning, men erstatningerne for bl.a. den afdøde trommeslager B. J. Wilson og guitaristen Robin Trower, der alligevel ikke gad at tage på turne, selv om han medvirker på Procol Harums come back-plade, 'A Prodigal Stranger', var nu ikke at kimse ad.

Og. jo, bare rolig: Vi fik 'A Whiter Shade Of Pale', det uovertrufne storhit fra 1967, som Procol Harum aldrig rigtigt slap ud af skyggen fra. Den kom hen imod slutningen. Og så flippede alle ex-hippierne helt ud, skulle vi hilse at sige.

De havde det nu fint det meste af tiden. Og bandet vidste også, hvilke strenge, de skulle spille på, for at få salen med sig: De gamle, støvede kanonsange - 'A Salty Dog', 'Shine On Brightly', 'The Devil Came From Kansas', 'Homburg' osv. - som lige pludselig slet ikke virkede så støvede alligevel.

Fed nostalgi og en fin stemning, som også påvirkede undertegnede. Trods en selvforskyldt uoplagthed ved ankomsten, tog jeg mig selv i flere gange i løbet af koncerten at sidde. og vippe med tæerne.

 

1.2.1992: Berl.T., Tiden sletter ikke alle spor. Mads Kastrup

Forside: Procol Harum, med Gary Brooker, henrykkede et modent publikum i Saga med "A Whiter Shade Of Pale". Side 4

Af MADS KASTRUP

Tiden sletter ikke alle spor

Alene deres melankolske tone syntes gulnet i kanten.

Det stod på forhånd klart, at nostalgien ville lægge sig tyk og uigennemtrængelig over salen som tåge over Themsen.

Tyve år er ikke tid nok til at slette alle spor. Det blev bevist torsdag aften i Saga, hvor det genopstandne britiske renæssance-orkester Procol Harum gik på scenen.

Et på forunderlig vis triumferende indslag i kategorien "Oldies But Goodies."

Med et publikum, der klappede som var marginal-skatten netop afskaffet, sad Gary Brooker bag pianoet som en grå eminence og lignede ordningens politiske bagmand.

Allerede efter åbningen med "Conquistador", stod et klart, at salen var fyldt med et modent publikum, der var disponeret for at glemme selvangivelsen for en aften. De fleste så ud til at lade en hengemt ungdom oprulle til samtidige toner fra sange og "16 kyske jomfruer, der tager af sted til kysten".

Procol Harum var fremviseren, der lyste filmen op.

Enkelte mimede endda med på Keith Reid´s årtier gamle tekster, der syntes mejslet i runer i hjernebarken trods deres uforståelighed. Heraf lod nogle dog hukommelse/n/ hjælpe på vej med tobak af sødlig substans.

Procol Harums nye sange fra gendannelses-udgivelsen "The Prodigal Stranger", blev ganske vist mødt af stor glæde. Men af den høflige og overbærende slags.

Stor jubel

Gary Brooker og organist Matthew Fisher som eneste oprindelige medlemmer som de tre indkøbte, men særdeles kompetente medspillere modtog til gengæld næsten urimelig stor jubel for hvert indslag fra de gamle arkivalier.

"A Salty Dog" søsattes til salens intense begejstring.

Men da Matthew Fishers hammond-orgel som det andet ekstra-nummer istemte populær-musikkens mest kendte Bach-efterligning – at undlade "A Whiter Shade Of Pale" ville formentlig svare til, at Dronningen undlod at sige Gud bevare Danmark efter en nytårstale – var aftenens værk fuldbragt.

En aften, der om nogen beviste, at musikalsk nostalgi ikke kan bruges til ret mege andet end at mindes fortiden.

Nok havde Procol Harum i Saga ikke brug for at besidde en musikalsk fremtid. Men det stod også klart, at de for altid vil lyde som et rock-refugium.

Procol Harum. Saga, torsdag aften.

 

1.2.1992: Det fri Aktuelt, Et klassisk møde. Kay A. Christensen

Procol Harum kan endnu. Det beviste de torsdag aften i Saga, hvor gruppen diskede op med mange af de sange, der nu må betegnes som værende rock-klassikere

Sanger og komponist Gary Brooker fra Procol Harum er blevet en midaldrende herre med gråt tilbagestrøget hår. At se ham sætte sig til flyglet i Saga torsdag aften og slå tonerne an til "Conquistador" var som at se en rigtig autoritet, der med ro og overblik styrer den musik der nu mere og mere fremstår som hans livsværk.

Brooker ikke bare spiller selvsikkert på sit flygel, også hans mørke lidt hæse stemme fylder smukt rummet, og gør det til en ny og ikke bare nostalgisk oplevelse at høre de gamle Procol Harum-sange. Efter en pause på over ti år er denne fremragende gruppe igen i blandt os, og har man gennem årene glemt, hvilke værker Procol Harum egentlig har disket op med, så fik man her lov at smage på dette kæmpemateriale af gode kompositioner skabt over en periode på ti år fra 1967 til 1977.

Man lod sig undre og lod tankerne flyve. Ja, så var der også den og den og … Og Gary Brooker startede på "Homburg", og gik over til "Shine On Brightly". Smukt, smukt, smukt.

Og publikum var det helt rigtige til dette møde med et gammelt venskab. Taktfaste klapsalver efter hvert nummer, der udtrykte en dybtfølt hengivenhed og måske også en glædelig overraskelse over, at det stadigvæk fungerede. Et publikum der tydeligt kendte sin besøgelsestid.

Mågeskrig

Koncerten var bygget op i små afdelinger. Først et par sange fra de gamle årgange. Så et par fra Procol Harums seneste udspil "The Prodigal Stranger". De største bifald høstede de ældre sange. Og uden ellers at genere gruppen, så er de også de bedste.

"A Salty Dog" blev leveret med mågeskrig og til ære for afdøde trommeslager B.J. Wilson. Den oprindelige orgelspiller i gruppen, Matthew Fisher, er med igen, og gør sit til at fylde rummet med vellyd. Hvor er det dejligt at høre musikere, der spiller med sikre hænder.

Gary Brooker indledte "Grand Hotel" med at fortælle, at sangen i sin tid var blevet til i lobbyen på Grand Hotel i København, og efter et par omgange i vridemaskinen fremstod som titelnummeret på lp´en af samme navn.

Og så rundede gruppen det hele af med en flot og enkel udgave af "A Whiter Shade Of Pale", hvor man blev helt religiøs af at lytte til Matthew Fishers orgelspil, der lød som han spillede i en katedral, og ikke i en tidligere biografsal på Vesterbrogade.

Og det var i det hele taget kendetegnende for denne aften. Man glemte tid og sted og lod sig fylde med de gamle klassikere.

 

1.2.1992, Morgenavisen Jyllands-Posten: Et par timer i godt selskab. Jan Lund

PROCOL HARUM SAGA i København torsdag aften

Intet nyt kan også være godt nyt.

Procol Harums comeback på koncert-scenen lanceres ganske vist under titlen på deres nye LP fra sidste år "The Prodigal Stranger". Men Skandinaviens-premieren i SAGA i København torsdag aften understregede, at det er de gamle velkomponerede klassiskere, der står stærkest - og overraskende stærkt - i billedet.

Manden bag bandet Gary Brooker indrømmede, at han havde været nervøs for mødet med publikum her 15 år efter gruppens opløsning og 25 år efter, at de første hits og LPer spirede frem i 1960ernes frugtbare musikalske blomsterbed.

Det samme var publikum.

Kunne der overhovedet hentes andet end et nostalgisk sus i dette hippie-generationens svar på musik for de unge på 40. Rygraden bestod af Procol Harum-fans, der vidste hvad de kom for - og hvis frygt for en mental uppercut viste sig aldeles ubegrundet. Procol Harum er et fænomen tæt forbundet med en anden tidsånd end 1990ernes rappede og overfladisk maskinelle hitindustri. I Brookers og Procol Harums univers er musikalsk oprigtighed en naturlig nødvendighed. Her bliver musikken komponeret af levende mennesker, og teksterne er skabt af en poet (Keith Reid), der betragtes som fuldgyldigt medlem af gruppen, selv om han ikke spiller en tone.

Procol Harum har noget på hjertet. Og det bliver stadig ikke sovset ind i billige gimmicks, mure af støj eller eller elektronisk mascara. Heller ikke selv om den musikalske genre er rockmusikken. Kompositionerne serveres som det, de er, og viser sig stadig at kunne stå alene. Den er til stede både fordi musikken er god, og fordi Brooker heller ikke i en alder af 42 /sic/ år går på musikalsk kompromis og havde en håndfuld professionelle og dygtige musikere med sig. Og måske ikke mindst fordi numrene ikke pudses op eller vrides gennem andet end musikernes hjerner, instrumenter og et behersket højtaleranlæg.

Procol Harum i SAGA blev en flot og varm koncert - et par timer i godt selskab med god stemning og sublim musik. Højdepunkterne var selvfølgelig klassikerne "A Whiter Shade of Pale", "Homburg", "A Salty Dog", "The Devil Came From Kansas", "Conquistador", "Shine On Brightly" og "Grand Hotel".

Men der blev også plads til det bedste fra den nye LP, som ikke rummer noget nyt i forhold til stilen fra slutningen af 1960erne. Og Procol Harum ville ikke være Procol Harum og noget ganske enestående i rock-musikkens brogede historie, hvis ikke centrale elementer i koncerten havde været de afgrundsdybe ballader og brede lydbilleder, som i virkeligheden er Brookers varemærke.

 

4.2.1992: Radio HSR, Kbh., anm. af koncert 30.1.1992. Niels-Erik Mortensen

Det var dén, folk var kommet for at høre – og de fik deres lyster styret. Med den sang, som mere end noget er knyttet til soundtracket fra The Summer Of Love 1967, kulminerede torsdagens genforeningskoncert mellem Procol Harum og deres – viste det sig – trofaste og lydhøre tilhængerskare.

Blandt publikum var der nok ingen, der antog A Whiter Shade Of Pale ved genhøret med en gruppe, som overfladisk set startede på toppen og arbejdede sig ned i årene mellem Whiter Shade… og LP´en Something Magic fra 1977. Da gruppen efter talrige ud-skiftninger gik hver til sit i New York, var det en kunstnerisk forsvarlig handling. Ligesom i enestående gennembrudshit blev melodistoffet afbleget og kraftløst.

Men da Procol Harums ankermand, pianisten og sangeren Gary Brooker i december 1990 i København fortalte om genforeningsplanerne, blev de gamle fans – og de tæller immervæk rub og stub fra balletchefen på Det kgl. Teater til en meget omdiskuteret folkeskolelærer fra Albertslund – spændt. I torsdags viste det sig, at forventningerne blev mere end ind-friet.

På rad og række reproducerede det gendannede Procol Harum de indre billeder, som uafvendeligt måtte tegne sig i hjernen under aflytningen af Procol Harums albums. Det surreelle univers med dets sarkasmer, de majestætiske klange og tilsyneladende akavede harmonier genopstod i 125 lykkelige minutter. Procol Harum beviste, at tidsrejser ikke er et begreb hentet fra science-fiction-litteraturens klichékartotek.

Den var en realitet for alle, der holdt Saga besat som 68´ernes måske sidste bastion. Ingen tvivl om, at Procol Harum løber en risiko for at havne i den grøft, der hedder "retro-rock", dvs. originale 60´ergrupper, der rejser verden rundt med slidte versioner af fordums gloriøse hitproduktion. For selv om Procol Harum sidste år udsendte plane A Prodigal Sttanger med splinterny sange, så var det næppe dem, publikum kom for at høre. Pladen er aldeles fortræffelig som AOR, adult orientated rock, men kontakten med et nyt og yngre publikum er ikke blevet etableret. Vi, der sad i Saga forleden, var i vid udstrækning de samme, som sidst havde oplevet Procol i Tivolis Koncertsal i 1968 og 1970 eller i Falkonér Centret i 1972. Nogle mente også at kunne huske dem fra Roskilde Festivallen 1975, men det er ikke blevet bekræftet. Det var også de grå hårs og rynkers aften – for alle os, der mere eller mindre har lært hver eneste Procol-plade udenad, har måttet indkøbe ny eksemplarer i takt med nedslidningen for endelig at gå på CD-klapjagt efter de eftertragtede skiver.

Med tiden siges man at blive mere og mere nøjsom. Hvis det er nøjsomhed at vente 22 år på et genhør med lyden af dem, der akkompagnerede ens teenageår, så OK.

Hvis man derimod med nøjsomhed mener, at man godt kan nøjes med ét af rockhistoriens mest givende projekter, så nærmer man sig sandheden.

Med de utallige musikere, der er gået ind og ud af Procol-svingdøren, kan man betragte gruppen som en samlebetegnelse for britisk rock med hjerne og hjerte. I Saga forleden var da også kun to af de originale besætningsmedlemmer ombord, nemlig Gary Brooker og Matthew Fisher. I øvrigt medvirkede fra Prodigal Stranger-pladen bassisten Dave Bronze og trommeslageren Mark Brzezicki, mens guitaren i Robin Trowers fravær blev admi-nistreret af Geoff Whitehorn. Rytmegruppen havde tydeligvis lært repertoiret som efter noder eller plader, fordi der ikke var nogen forskel at spore i afviklingen af de gamle numre. Guitaristen så ud som Rory Gallagher og spillede som Robin Trower, så hvad kan man ønske sig mere? Mest imponerende var vel trommeslagerens fyldestgørende redegørelse for hvert eneste slag i den nu afdøde Barrie J. Wilsons ret komplicerede rytmemønstre, og for begges vedkommende kunne man godt ønske sig at høre, hvad de selv kunne præstere uden slagskyggerne fra Robin Trower og B.J. Wilson. Sidstnævnte var sangen A Salty Dog for resten også dedikeret til.

Og mens alt fra Matthew Fishers Hammond og Roland gik skarpt igennem kneb det alvolrigt med Brookers piano, der kun kunne høres tydeligt solo eller i stille passager.

De to timer i Saga i torsdags giver håb for en renæssance for voksenrocken, især når den bliver afleveret så stramt og kompetent som her. Der er et publikum, som ønsker at genopleve Homburg, Conquistador, Whaling Stories, Grand Hotel, Shine On Brightly – alle hentet fra Pandora´s Box.

Procol Harum er nok en dybt fortidsbundet rockgruppe, men den har – sagt med ordene fra Prodigal Stranger: en mission.

I´m a man with a mission
I´m a shooting star
I´ve got no inhibitions
I don´t care who you are

Den aften var vi selv historie – en sprællevende del af den ovenikøbet.

 

20.5.1992: Politiken. Rock i det store udland.


Af Anne-Marie Schjelde og Charlotte Persøe

GENDANNEDE GRUPPER

Procol Harum, der i 1967 fik sit store gennembrud med 'A Whiter Shade of Pale', er efter 14 års pause genopstået. Gruppen udgav i efteråret 1991 pladen 'The Prodigal Stranger', og med den i ryggen gav de i januar 1992 koncert i Saga. …


Tilføjelser til ovenstående, modtages gerne.

Update@procolharum.dk

Retur til forsiden