Omtaler af

Procol Harum

i danske publikationer i

1993

… Dr. Feelgood, kalder kvartetten sig – med sangeren og mundharpespilleren Lee Brilleaux i forgrunden med den hæse og udtryksfulde rhythm and blues-stemme. … Udover kapelmesteren himself består Dr. Feelgood i dag af guitaristen Steve Walwyn, bassisten David Bronze (der engang gjorde sig i Procol Harum) og trommeslageren Kevin Morris. …

3.2.1993: Ekstra Bladet, 'Gobbledegook'

U2 'Salome'

Sådan: 'Gobbledegook' betegnede Bono indholdet på de masterbånd, der blev stjålet i forbindelse med indspilningen af succes-pladen 'Achtung Baby'. Det betyder noget i nærheden af 'nonsens' eller 'pladder'. Båndene kan nu fåes på CD - også i Danmark - selvom det er dybt kriminelt at producere dem og sælge dem.

Ekstra Bladet har fået fat i triple-CD'en 'Salome'. 3 timer, 27 minutter og 28 sekunders uredigeret U2. Grundbåndene til det, der i sin tid var tænkt som basis for den plade, der kom i november 1991. Men som faktisk har meget lidt med 'Achtung Baby' at gøre.

I sensommeren 1990 kommer U2 til Berlins Hansa 'By The Wall' Studio. Et skrummel af en bygning, der ligger i skyggen af den falmende Berlin-mur.

Her arbejder Bono, Edge, Adam Clayton og Larry Mullen på deres kommende plade, mens muren falder og Vest- og Østtyskland finder sammen i et samlet rige. Bandet oplever 3. oktober, Friheds- og Genforeningsdagen sammen med hundredtusinder ekstatiske berlinere.

Trods den optimistiske og begejstrede stemning uden for studiet har bandet svært ved at styre deres musikalske intentioner.

REDNINGEN

Det hele var ved at gå i hårknude. Vi var meget lidt enige om noget som helst. Musikalsk havde vi svært ved at finde en ledetråd. Det var, som om begivenhederne uden for studiet var så vigtige og epokegørende, at det at skulle lave en plade blev næsten ligegyldigt, sige The Edge.

'Redningen' ud af dette dødvande var et simpelt tyveri. I december bliver tre masterbånd med alt, hvad U2 har fået indspillet indtil nu, stjålet.

- Det var selvfølgelig hårdt. Men modsat gav det os også mulighed for at starte helt forfra. Det kom der 'Achtung Baby' ud af. Og den plade har meget lidt at gøre med, hvad vi havde arbejdet med, før båndene blev stjålet, siger Edge.

U2's 'Achtung Baby' er siden blev et giganthit og har solgt mere end 6 millioner eksemplarer over hele verden. Men for inkarnerede U2-fans er musikken fra de stjålne bånd blevet guf for samlere. Den er nu kommet på CD. Ulovligt presset i Italien - naturligvis. Den har fået navnet 'Salome', men de enkelte numre og skæringer er bare tituleret med numre.

MISK-MASK

'Salome' er for kendere. Et mærkeligt misk-mask af halvfærdige numre og sangøvelser i studiet. Men under det hele ulmer potentialet til en hel og bestemt ikke uinteressant plade.

Der er mulighed for at høre Bono synge falsk og forkert. Der er Edge på bas, Hammond-orgel og selvfølgelig også hans umiskendelig guitar. Der er numre, der lyder ligeså primitivt malende som var de udkrads fra U2's allerførste plader, 'Boy' og 'October'. Der er numre, der henleder tankerne på Procul Harum og 70'er-musikkens forsøg på at gøre rock-musikken intellektuel. Men ikke mindst er der U2 - forvirrede, splittede, søgende, desperate, vævende og alligevel skarpe og stramme i deres rammende evne til at sætte musik til en verden, der er uoverskuelig og i opløsning.

- Gobbledegook var Bonos karakteristik, da han hørte masterbåndene efter, at de var blevet udsendt på CD.

'Salome' er ikke et færdigt produkt og derfor heller ikke en musikalsk oplevelse. Men under overfladen ligger der et materiale og lurer. Et materiale, der kunne være blevet endnu en fantastisk U2-plade.

Det kan lade sig gøre at få pladen i Danmark i små specialiserede forretninger. Men sig det ikke højt. Det er ikke lovligt at sælge 'pirat-plader'. Pladeselskaberne kan ikke lide det. Loven heller ikke.

The Beatles vendte op og ned på traditionerne i showbiz, var rollefordelingen bag et hit skarpt adskilt, og det var nærmest uhørt at en populær sanger skrev sit eget materiale. Reglen var, at andre skrev sangene, manageren udvalgte dem og kunstneren skulle så blot synge hvad han fik forelagt.

Det resulterede naturligvis i, at den tids populære sange ofte blev upersonlige fortolkninger, hvor det var tydeligt, at den pågældende sanger enten ikke identificerede sig med den tekst han foredrog, eller endnu værre, slet ikke forstod den. Denne fremgangsmåde betød, at sangskriverne forblev relativt ukendte. Deres navne stod med så små typer på pladerne - hvis de overhovedet var nævnt. Den almindelige musikforbruger opdagede aldrig hvem der skrev desange han eller hun dansede og forelskede sig til.

'RACE-MUSIK' SKREVET AF HVIDE

Blandt undtagelserne fra denne regel var de to amerikanere Jerry Leiber og Mike Stoller, som skrev nogle af Elvis Presleys kendteste sange, og i øvrigt var helt centrale for udviklingen i rock-musikkens allertidligste fase.

I denne og næste måned fylder de begge 60 år, og selvom de i dag er gået på velfortjent pension, kan de med en vis stolthed se tilbage på storhedstiden fra 1955 til 1964, hvor de var populærmusikkens mest indflydelsesrige sangskriver-team og satte deres signaturer på perler som 'Hound Dog', 'Jailhouse Rock', 'Kansas City', 'Yakety Yak' og mange flere.

Jerry Leiber og Mike Stoller begyndte at skrive sange sammen så tidligt som 1949, længe før rock'n'roll overhovedet var opfundet. Makkerskabet voksede på en fælles fascination af bluesmusikken, som dengang stadig var begrænset til det sorte publikum, og det var derfor lidt af en sjældenhed at høre såkaldt 'race-musik' skrevet af hvide.

Leiber og Stoller viste sig ikke alene at være talentfulde sangskrivere.

De havde også visioner, og relativt hurtigt ønskede de mere kontrol over, hvordan deres sange kom til at lyde. I denne proces blev de rock'n'roll-musikkens første producere.

- Det var aldrig vores ambition at blive producere, har Mike Stoller senere sagt, - men vi var nødt til det for at beskytte de intentioner vi havde med sangene. De sange vi gav pladeselskabet kom aldrig til at lyde sådan som vi havde forestillet os, så på en måde blev vi producere i selvforsvar.

Den første sang de selv producerede var 'Hound Dog' med Willie Mae Thornton i 1952. Pladen blev et hit og gav de ambitiøse sangskrivere den fornødne selvtillid til at danne deres eget pladeselskab, Spark Records.

Her forfinede de deres håndværk med sange som 'Riot In Cell Block No. 9', 'Framed' og 'Smokey Joe's Cafe', men de måtte erkende, at kræfterne ikke strakte til den enorme byrde det var, at drive et pladeselskab.

MUSIK FØR FORRETNING

ts På Spark lavede vi gode plader, som var lokale hits, men vi havde slet ikke kontakterne til det store marked. Og vi opdagede, at vi egentlig ikke ønskede at blive forretningsfolk. Det eneste vi ønskede var at lave musik, fortæller Mike Stoller.

Og musik - stor, flot og tidløs musik - kom der massevis af, da de i 1955 trak sig ud af Spark og i stedet for begyndte at arbejde for pladegiganten Atlantic.

Indtil 1964 arbejdede Leiber og Stoller intensivt med to sorte vokalgrupper, The Coasters og The Drifters, som indspillede en stribe klassiske teenagedramaer, hvor der blev kælet for enhver detalje, og sange som 'Yakety Yak', 'Searchin, 'There Goes My Baby' og 'Save The Last Dance For Me' beviste deres professionalisme.

Efterhånden vidste vi præcis hvad vi kunne og ikke kunne, og vi skræddersyede sangene til en bestemt sanger, sagde Mike Stoller. - Det var ligesom et radiospil, hvor vi skrev manuskriptet. Alt blev planlagt minutiøst, og sangene blev som små rhyth & blues-operaer.

Succesen var overvældende, men Leiber og Stoller havde alligevel besvær med deres nye arbejdsgiver, Atlantic, som var uvillig til at give dem en synlig anerkendelse som producere. Selskabets politik var, at producernes navne ikke skulle stå på pladerne, men Leiber og Stoller trumfede til sidst deres synspunkt igennem, for som Jerry Leiber hævdede: - Vi kæmpede virkelig for det. Vi udførte jo et reelt stykke arbejde, så vi tænkte, hvorfor skulle vi ikke krediteres for det, ligesom en filmproducer? Senere blev musik-producere anerkendt som selvstændige kunstnere, med Phil Spector som det ekstreme eksempel, og det hører med til historien at nævne, at netop Spector havde været 'lærling' hos Leiber og Stoller, før han på egne ben skabte The Wall Of Sound.

ELVIS PÅ NÆRT HOLD

Den ultimative berømmelse fik de to sangskrivere imidlertid gennem samarbejdet med Elvis Presley, som i 1956 solgte mere end 7 mio. eks. af sin version af 'Hound Dog'. I de følgende år skrev og producerede Leiber og Stoller sange som 'Jailhouse Rock', 'Loving You' og 'King Creole', men selvom arbejdet med Elvis gav prestige, var det ikke særligt givtigt rent økonomisk.

- Vi blev ikke engang betalt for at være producere, men vi var selvfølgelig glade for, at Elvis indspillede vores sange, fortæller Leiber og Stoller.

De så på nært hold, hvordan Elvis ændrede sig og hvordan han mistede kontakten med virkeligheden, og Mike Stoller udtrykte det således: - Han optrådte ikke længere. Han lavede plader og film, og holdningen til de film var, at det ikke betød noget om historien i dem var elendig, bare Elvis var med ville det være et hit. Han blev isoleret, og havde ikke længere gnisten som resulterede i fantastiske præstationer. Han var på en måde solgt på forhånd, men han var en fandens god sanger.

I 1980, tre år efter Elvis' død, opnåede Leiber og Stoller, som de første og indtil nu eneste, at blive afbildet sammen med 'kongen' på et pladeomslag, til lp'en 'Elvis Presley Sings Leiber And Stoller'.

Efter 1964 blev Leiber og Stoller overhalet af de nye tider, og resten af 60'erne holdt de meget lav profil. I 70'erne producerede de plader med bl.a. Stealers Wheel, Procol Harum og Elkie Brooks, før de trak sig tilbage, uden uopfyldte drømme og uden bitterhed, men måske lidt vemodige over, at popindustrien var blevet for uoverskuelig og kynisk, og Mike Stoller sagde:

I gamle dage var branchen et fællesskab, et lille samfund i samfundet. I dag bliver pladeselskaber drevet af revisorer og advokater, og alle de folk, der begyndte som kreative mennesker og stadig er i branchen, er blevet bogholdere for at leve op til kravene.

Sidste onsdag aften gled jeg glad ned i sofaen for at følge TV2´s "24 timer på Midtfyns Festivallen ´92". Det hed programmet.

Desværre kunne det ligeså godt have heddet "48 minutter med Vagn Simonsen, Michael Carøe og Lotte Larzen".

Programmet handlede nemlig mest om dem.

Simonsen var "morsom" på bekostning af opryddere og lokomsrensere (hi-hi). Carøe morede sig forklældt som hippie, dansende i en hjemmelavet mudderpøl (ha-ha). Men værst var de evindelige walkie-talkier, som blev brugt til beskeder som: "Hvad skal jeg spørge ham om?" og "Den er i kassen, Lotte". Fuldstændig uvedkommende og blottet for humor.

Også musikernes tid blev spildt på tåbelige spørgsmål over walkien. Det lyste langt ud af både Glen Frey og Gary Brooker, hvor idiotisk og kejtet, de følte denne "morsomhed". Citat Larzen efter et Simonsen-walkie-spørgsmål:

"Tak, Gary Brooker. Du satte virkelig Vagn på plads. Han laver toiletter, og han er misundelig på mig, der laver backstage. Tak. Og kick with the crowd" … Den gamle Procul /sic/ Harum-sanger vidste ikke, om han skulle le eller græde. TV2-holdets opgave var at skildre 24 timer på en festival, men de skildrede i stedet 24 timer med dem selv som navlepillende pauseklovner.Jeg tager ikke til Midtfyns Festival i år. Jeg er bange for at møde TV 2´s reportere… og at dø af grin.

Tilføjelser til ovenstående, modtages gerne.

Update@procolharum.dk

Retur til forsiden