Omtaler af

Procol Harum

i danske publikationer i

1998

(…) Hvor er Joni Mitchell, Chrissi Hynde, Patti Smith og måske Björk? Svaret er, at de befinder sig samme sted som en lang række fremragende mandlige navne (f.eks. The Band, The Beach Boys, The Byrds, Nick Cave, Leonard Cohen, Elvis Costello, The Go-Betweens, The Grateful Dead, Hüsker Dü, Jefferson Airplane, The Kinks, Metallica, Randy Newman, Procol Harum og The Smiths) – uden for listen.

26 februar 1998, Information: En flue er en hilsen fra Gud

Af Erik Carlsen

To kosmiske kræfter kæmper mod hinanden: gud og djævel. Jeg har følt disse kræfter i mig og har modtaget signaler fra dem.
Jeg skriver et brev, fordi jeg sidder og tænker på engang.
Der var engang, hvor jeg havde en drøm. Personalechef, kone og børn, hus ­ bindingsværk med stråtag ­ og bil ­ en sort Golf GTI.
Jeg var på vej, men pludselig skete det ­ et nervesammenbrud. Det skete, fordi jeg var blevet udnævnt til at være kontaktperson til Forsvarets Efterretningstjeneste.
Der begyndte at ske mærkelige ting, jeg så skæg og blå briller overalt og var sikker på, at jeg blev aflyttet. Det udviklede sig til en sygdom, der hedder skizofreni. … Jeg sidder og tænker på, at det kun er mig, der har det som jeg, for der er ingen, der har været igennem det, jeg har, og haft de oplevelser, jeg har haft.
Det er meget ensomt og vel en tåre værd. Men jeg har min musik til at hjælpe mig. Med den kan jeg fastholde minderne. Den er jeg glad for.
Hvis du vil forstå mig lidt bedre, så lyt til musikken og teksten på CD erne:
The Moody Blues: A Question of Balance og Seventh Sojourn; Procol Harum:
Shine on Brightly.

(…) Syndens Blomster, kaldte Baudelaires første oversætter, Sigurd Swane, bogen. I dag: Helvedsblomsterne. Personligt tror jeg altid, jeg har tænkt på den som 'De Sorte Blomster', i den grad forener den vellysten og foragten. Baudelaire dyrkede den seksuelle vellyst med kvinder - og kvinden indgyder ham rædsel: 'Kvinden er sulten, og hun vil spise, tørstig, og hun vil drikke. Hun er brunstig, og hun vil kneppes. Hvor mageløst! Kvinden er naturlig, det vil sige afskyelig. Og hun er altid vulgær, det vil sige det modsatte af Dandyen.' For dandyen er det modsatte af alt hvad der er naturligt: Han har skabt sig selv. 'Dandyen bør bestræbe sig på at være sublim uden ophold. Han bør leve og sove foran et spejl.' Dandyen stræber efter ophøjet ensomhed i mængden og søger at opnå den ved at indgyde alverden afsmag og rædsel - og Baudelaires egen digtsamling levede for så vidt op til dette ideal: En række af de mest provokerende digte blev omgående beslaglagt af censuren, og digteren idømt en bøde. (…)

Og – hvordan ville han /Baudelaire/ have udtrykt sig i dag? Skrevet tekster til en sanger, et band? (…) Når jeg læser dem for mig selv, hører jeg ekkoet af hans stemme hos Velvet Underground, Procol Harum, R.E.M. Denne blanding af længsel – og så trods: Nej, ikke det, ikke det, intet af det kan tilfredsstille min længsel, den er uendelig, anything out of the world… (…)

70'erne: Det var noget nyt. At stå på en bar mark og spille rockmusik fra en vakkelvoren scene pakket ind i presenninger. Vi sov, spiste og tog solbad til Procol Harum og Alrune Rod.

Der var få toiletter, dårlig mad, indiske gevandter og en sødlig duft af rigelige mængder fed tjald. Bedsteborgere og handelsstandsforeningen så skævt til hippierne, der belejrede dyrskuepladsen. Og hvert år, sidste guitarsolo havde lydt, og konferencieren havde sagt farvel, samledes den lille flok, der havde knok let med bankmænd og managere, for at diskutere, om der kom en festival næste år:

Det lyder skørt i dag. Men dengang var det ikke en selvfølge. Økonomien var stram og rockmusikken blev stadig betragtet som farlig, siger Hans Otto Bisgaard. 70'erne var årtiet, hvor Roskilde Festival sloges for anerkendelse og overlevelse. Men også tiden hvor stemningen var afslappet, og publikum så beskedent, at man kunne stå tæt foran scenen med en barnevogn og vippe med til musikken, griner Hans Otto Bisgaard. Det var tiden, hvor publikum var ungt, billetprisen på den rigtige side af de 100 kroner, og tiden hvor man man kunne samles om nogle få store udenlandske og danske navne på en enkelt scene.

"Melodien er sindssygt vigtig," siger komponisten og musikeren Jørgen Emborg, som den seneste snes år har markeret sig stærkt på den danske jazzscene

Af TOVE SKYTTE ERNGAARD

Efter nogle timer på tomandshånd med Jørgen Emborg er det fristende at beskrive ham som en, der har mange farver på paletten - eller måske toner i registret. Men det er vist for letkøbt. Selv når han tænker sig grundigt om øjnene bliver skarpe, varer det alligevel kun et blink, før han kan give svar på tiltale. Inde i hovedet på ham er der en struktur, der kommer ud i gennemtænkte sætninger. Og det er måske derfor, hans musik er både indviklet og iørefaldende. (…)

Jazzfans behøver ikke nogen nærmere introduktion til Jørgen Emborg, som for alvor har været synlig og hørbar på scenen siden 1979, da han udgav sin første plade "Sargasso".
Siden har han blandt andet markeret sig med diverse bands: Frontline, Emborg/Larsen og Dreamcatcher. For ikke at tale og film- og TV-musik og store korværker. Og så de enkeltstående ting som pladen "Shadow of Love" - en konstellation med Hanne Boel, Mads Winding og Alex Riel, som for mange er blevet ren kult. (…)

"Indtil jeg var atten, kunne jeg lide engelsk symfonisk rock. Så mødte jeg trommeslageren Ole Rømer, og han var helt oppe på mærkerne over Miles Davis og hans elektroniske periode. Så slæbte han mig ind til Keith Jarrett på den gamle Montmartre i 1974. Der sad jeg en hel aften næsten helt inde under flyglet, og det var omtrent det samme, som da Obelix faldt i gryden med trylledrik som barn. Det tog mig en 10-12 år at ryste det af mig." (…) Hans musik er fyldt med melodier. Somme tider er melodien mere hørlig end andre tider. Men den er der altid. Det har fået enkelte anmeldere til at benævne Emborgs musik som let - lidt for let til egentlig jazz.

Det passer så langt, at en del af hans musik er fusion - på et højt plan. Så højt, at da gruppen Frontline kom på banen, så var der mange lyttere, der stod af - sådan umiddelbart. Siden er de stået på igen. Sagen var, at Frontline var lidt forud for sin tid.

"Den gode melodi er sindssygt vigtig. Jeg kan med glæde lytte til noget, der ikke har nogen melodi, men jeg ved, at jeg har fundet min stil. Det bliver mere og mere tydeligt. Folk siger: hvor er det dig! For mig er melodien overordnet. Jeg bliver aldrig til techno. Det kan godt være jeg manipulerer med melodien, men i den sidste ende er jeg stokkonservativ.
Se bare på, hvad er det, der overlever. Det er jo de gode melodier. Beatles, ABBA, Procol Harum. De lyser! Ambitionen om den gode melodi forlader mig aldrig." (…)

Top-50-ørehængere

"Hotel California", The Eagles

"Old Dogs And Children And Watermelon", Tom T. Hall?

"Dance The Night Away", Mavericks

"Lady In Red", Chris De Burgh

"Whiter Shade Of Pale", Procol Harum (…)

For nogle måneder siden dominerede The Beatles den liste over de bedste LP-CDer i alle tider, der blev udgivet i bogform af Virgin. Knap så dominerende er gruppen på en ny liste, der er udarbejdet af den britiske Radio2. Her har man sat sig for, at lave en liste over den bedste sang i alle tider, og her skal man helt ned på en 11. plads for at finde første bidrag fra The Beatles: "Yesterday". Beatles er dog stadig det band, der har flest sange med på listen over de 50 bedste. Udover "Yesterday" finder man også "Hey Jude" på plads nr. 25 og "Help" på plads nr. 50. I spidsen ligger rockklassikeren over alle rockklassikere: "Hotel California" med amerikanske The Eagels. Bemærkelsesværdigt, fordi sangen dengang i 1976 ikke blev det helt store hit i England, hvor sangen ikke nåede højere op på hitlisten end en 8. plads. Også andenpladsen er ret bemærkelsesværdig, idet den besættes af Tom T. Hall med "Old Dogs and Children and Watermelons". En sang, der ikke hører blandt de mest kendte. På trediepladsen befinder Mavericks sig med sangen "Dance The Night Away". Mavericks er et af de forholdsvis få nyere navne på listen, der rummer halvtreds sange. Men også Boyzone ligger lunt i svinget med "No Matter What" på plads nr. 14.

Langt de fleste deltagere på listen er dog navne, der har været med siden 50erne, 60erne og 70erne. I flæng kan nævnes (i parentes placeringen på listen): Procol Harums "Whiter Shade Of Pale" (5), Elvis Presleys "Always On My Mind" (7), Dire Straitsø "Sultans Of Swing" (9), Simon - Garfunkels "Bridge Over Trouble Water"(18), Beach Boys: "Good Vibrations" (21), Elton Johns "Candle In the Wind) (23), Jerry Lee Lewis "Great Balls Of Fire" (27), The Hollies "Air That I Breathe" (33), Roy Orbisons "Only The Lonely" (37), ABBAs "Dancing Queen" og Roberta Flacks "Killing Me Softly".

Tilføjelser til ovenstående, modtages gerne.

stig@itsibitsi.dk

Retur til forsiden