i danske publikationer i
2002
Morgenavisen Jyllands-Posten,
01.02.2002
Lille Vega, København: THE SOUNDTRACK OF OUR LIVES og ELECTRIC SILENCE
Jakob Lambertsen
Så står man igen dér og oplever et ambitiøst rockband, som ikke flytter sig en brik i forhold til tidens tone. I dette tilfælde er det Electric Silence, der lyder som - og forsøger at te sig som Suede, Blur, Radiohead og Kent. Dygtigt, entusiastisk og absolut ikke særligt originalt. Men måske en dag et springbræt til at finde sin egen lyd.
Faktisk har det altid være sådan. I tresserne lød alle som Merseybeats og Pretty Things med andre ord som blege udgaver af Beatles og Stones.
I firserne efterlignede de fleste Echo And The Bunnymen og Simple Minds Det er mere komplekst med aftenens hovednavn, The Soundtrack Of Our Lives fra Göteborg, der af og til må se sig hånet for deres gammelmandsrock. Men som også har adskillige fans blandt kritikere både i hjemlandet og i England, selv om det hidtil ikke er lykke-des at få distribueret deres plader i større omfang uden for Sverige.
Man skal ikke lytte længe til sekstetten for at opdage genklange af Pink Floyd, The Kinks, The Amboy Dukes og The Doors. Fragmenter af Procol Harum og Led
Zeppelin. Dertil fremtoningen: Langt hår, fuldskæg, vilde øjne, eufori. (…)
Berlingske Tidende, 16.02.2002
For fuld udblæsning
Marianne Harbo
Enmandsorkester: Det skal en 7,5 hestes motor til at drive Anton Stormlunds drøm – et helt orkester samlet i et instrument. Omgivet af blinkende lamper og titusinde løse ledninger bruger han dag og nat på at istandsætte Danmarks eneste kinoorgel. (…) ”Det her skal du lige høre – det er det grimmeste, men også det bedste. Et orgi-nalt Hammondorgel, der i øvrigt har stået på Thulebasen på Grønland,” siger Anton Stormlund og tænder startmotoren og så den næste motor. Og så spiller han.
”A Whiter Shade of Pale” fosser ud af orglet i mange variationer, og så følger jazz.nummeret ”Ain´t Misbehavin´” og så ”Amazing Grace”. (…)
Fyens Stiftstidende, 28.02.2002
Rock: Uanbringelig og nødvendig
Lené Kryger.
POMPØST: Symfonisk, skramlende og hypnotiserende udspil fra Baal
Baal: "The Supreme Machine". Virgin. Udkommer i dag.
Fire stjerner
Symfonisk punk, pompøs støj, suggestiv glamour og grandios sentimentalitet. Jo, Baal favner bredt. Ikke i et forsøg på at skyde med spredehagl for at ramme et hit, men af ren og skær kunstnerisk nødvendighed. Og nødvendighed er ellers ikke i høj kurs på musikscenen for tiden.
Derfor må man beundre Baal, der kompromisløst hudfletter og dissekerer en syndflod af musikalske udtryk. Denne gang rodfæstet i et voluminøst 80'er-baseret univers, hvor hver eneste sang på én gang lyder uendeligt velkendt og komplet fremmedartet.
Lyden er raspende, enerverende og metallisk, og på besynderligste vis forstærker grimheden, det rå og skramlede, den kerne af skønhed og harmoni, der altid er i Baals musik. (…) Og selv om man ikke kan sige Baal uden at hviske David Bowie, Queen, Procol Harum og Tom Waits, så lyder Baal gudskelov mest af alt som Baal.
MARTS
Nordjyske Stiftstidende 25.03.2002
Prægtige pletter
Ove Nørhave
Gnags: ”Skønhedspletter”
Det allerførste indtryk af en ny plade med Gnas er ofte lidt af en skuffelse…Herregud, var det virkelig det hele?
Sådan var det med det barske mesterværk fra 2000, den skrammede og sårede
”Ridser, revner & buler” om afsavn og altings forgængelighed. (…)
Som altid bygger Gnags i sin rock videre på The Beatles, men denne gang særligt
tydeligt på Procul /sic/ Harum i den smukke, tætte, indfølte pianoballade ”Ulykke-fugle”, lige tilpas indsmurt i svenske strygere. (…)
APRIL
Politiken 06.04.2002
De gamles ungdomsklub genåbner
Erik Jensen
Læs mere om arrangementet på www.broendbypopclub.dk
Peter Madsen havde forældrene end ikke tænkt på. Ruben Bagger var en spinkel fremtidsplan og selv Mogens Krogh bare en bette knejt hjemme i Jylland, dengang da der virkelig var gang i den ude på den forblæste Vestegn.
Det var i slutningen af tresserne, da rocken rullede heftigere end bolden på det, FCK'ere i dag konsekvent kalder Pestegnen. Hjemmebanen for pop, beat og rock hed Brøndby Popclub. Og hvordan var der så? Vi giver ordet til stamgæsten Carsten
Grolin, rockanmelder på Ekstra Bladet dengang.
»Brøndby Popclub var på mange måder en livmoder, en mørk, varm, pulserende hule midt i et koldt, skinnende, futuristisk og historieløst forstadslandskab, hvor vi for en tid kunne glemme virkeligheden og lade os bære afsted på musikkens, lysets og ikke mindst tjaldens blide drømmebølger om en større, varmere og vildere verden«.
Manden, der bestyrede denne livmoder, hed Bisgaard. Med fornavnet Hans Otto. Han er i dag 56 år og radiovært med meget mere. Men i aften er han atter bestyrer ude i den for en nostalgisk stund genåbnede popbix.
»Lad ingen fortælle dig, at du er for gammel til rock og rul. Man kan sætte tal på
vores alder, men aldrig på, hvor gamle vi føler os. Det er 32 år siden, vi lukkede festen - første gang. Lad en ny fest begynde«, skriver han i indgangsbønnen til aftenens
begivenhed.
At Brøndby Popclub virkelig var stedet med tjek på beatet, vidner klubbens
imponerende program om. Ud over den legendariske debut for den senere legende Led
Zeppelin (hyret for 2.500 kroner 7. september 1968), betrådte blandt andre Jethro Tull, Jeff Beck, Ten Years After, Alexis Korner, John Mayall, Family og Procul /sic/ Harum scenen. Sammen med topskuddene på den danske rock, naturligvis.
Da Hans Otto Bisgaard lancerede ideen om at åbne døren til fortiden igen, strømmede det ind med henvendelser fra musikere, der gerne vil genoplive fordums storhed. Således er Alvin Lee fra Ten Years After, de til lejligheden gendannede Young Flowers, Stig Møller, Peter Belli, Rock Nalle, Alex Nyborg Madsen med Zeppelin-klassikere, Skousen & Ingemann med Tømrerclaus og Søren Berlev samt Billy Cross, Mik Schack og Flemming Ostermann på plakaten i Nørregårdshallen ved Brøndbyøster Station.
Planen er at vise, at der var mere vitalitet og nerve i tressernes musik end det,
bagmændene vist nok mener er lidt mere kalkuleret og kommerciel plastikpop i dag. Og naturligvis at vise folk og fæ i Brøndby, at man godt kan spille smukt og alligevel være effektive. Det er en kunst, som nutidens store helte i Brøndby, fodboldholdet, som bekendt ikke ganske mestrer.
Billedtekst:
Gang i den. Jubelen kendte ingen grænser, da Leif Roden fra Alrune Rod og alle de andre store navne trykkede den af i Brøndby for 30 år siden. I aften er klubben åben igen. - Foto: Steen Møller Rasmussen
Brøndby Pop Club: Hippiernes eget halbal
Torben Bille
Information 6 april 2002
Engang blev der ikke spillet klassefodbold ude i Brøndby, men beat i verdensklasse. I aften er det 32 år siden gymnastiksalen på Nørregårdsskolen for sidste gang dannede ramme om Brøndby Pop Club. Det skæve jubilæum fejres med en genåbning af
klubben. Minder og chillummer må gerne medbringes
Af Torben Bille
Hold kæft, hvor var vi unge, og sikke længe vi måtte være ude om aftenen for far og mor, og som vi da så vidt forskellige og frigjorte ud.
Undskyld. Om igen: Billedet øverst på denne side lyver. En smule. Vi var unge, selv om mange af os havde passeret den alder, hvor vi skulle spørge far og mor om lov til noget som helst - og i øvrigt havde p-pillerne fjernet den sidste grund til at være
bange for det, forældre var mest bange for. Det var, som man kan udlede, før aids. Og kønssygdomme var kun noget, sømænd og ludere fik, og dem var der ikke mange af i Brøndby Pop Club dengang sidst i 60'erne. Det var der derimod af drømme eller det, der lignede, men selv om der er en erindringsoptimistisk tendens til at betragte lige netop sidste halvdel af det tiår som totalt afklaret og mellemfolkeligt forstående i al sin søgende forvirring, så er det spørgsmålet om ikke vi i steder som Brøndby Pop Club ganske banalt bare fik, hvad der svarede til vore forældres forsamlingshuse og hjemstavnsforeninger.
Det var her, vi forstadshippier og det S-togstilrejsende poparistokrati fra Pisserenden og den nærliggende omegn i kollektivparadiset Hellerup kunne søge bekræftelse i et klasseudjævnende stammefællesskab, som havde mere lunken Jolly Cola end ideologi i munden, men i store stræk lignede de lørdage i Brøndbypoppen bare lørdagene i ungdomsklubben nogle sæsoner før.
Dog: Musikken var meget bedre og øredøvende levende, og fornemmelsen af at være sammen - de års besværgende mantra mod ensomheden - hang sødligt hashduftende i luften og blandede sig med den hengemte odeur af våde håndklæder, sure
gummisko og angstens sved, og hvad der nu ellers fylder det digt om skolens
gymnastiktimer, som enhver kan skrive. For hvor vi dog lignede hinanden. Mens det hele
angiveligt handlede om at sætte sig selv og hinanden fri, sige nej til det etablerede
samfunds moralske og bogstavelige uniformering og lade det hele hænge ud, så så vi, når jeg genser billederne fra dengang, forstemmende ens ud.
Lædervest med og uden indianerfryns og dobbeltradede hjemmegjorte perlekæder var obligatorisk til både piger og drenge, cowboybukserne var - også dengang - med svaj, ørkenstøvlerne skulle være fra Clarks, indiske bliksmykker var sagen, parmesan-tørklæder var vild avantgarde (det var 70'erne, der var politiske, remember?), håret endnu ikke helt så langt som man(d) kunne ønske sig det, og ude i forhallen lå,
stakket i en stor, tavs bunke, de samme afghaner- og gråhvide fårehudspelse (med lp-store lommer), som var for varme at danse rundt i. For danset blev der. Frit, ja, og til tider ubændigt, men hvor frigjort?
Jeg kan huske, hvor vild jeg engang var med en Hvidovre-pige, der hed Jette. Hun var ikke helt så vild med mig, fandt jeg ud af, for da jeg ville danse tæt, skulle hun
absolut nå den sidste linje 132. Ingen kunne være så knibsk som en københavnsk hippie-pige. Tætheden og forpligtelsen blev holdt på afstand af kædedans, og når vi ikke kædedansede, stod man og lavede bevægelige kropsskulpturer for sig selv. Enhver sin dans. Det var så trygt.
Men det var da også fedt. Selvfølgelig var det det, ikke ... Gamle hippier har det som gamle soldaterkammerater. Rekruttiden forgyldes. Og i den myte er Brøndby Pop Club et mentalt tempel. Det sted, hvor vi tilbad os selv ved at tilbede dem, Thorkild Bjørnvig kaldte de nye Dionysos'er - rockmusikerne. At høre musikken og se musikerne på så klods hold var bedre end den sex, vi fik alt for lidt af i disse forsinkede summers of love mellem melankoli og håbet om hverdagsmagi.
Det var Erhards skyld
At det lige blev Brøndby var et tilfælde af den slags, der bekræfter, at Gud ikke er
opportunist. Jeg mener, han kunne sgu da have valgt et mere centralt sted eller
genoplivet Hit House, pigtrådstidens Taj Mahal på Frederiksberg Alle, men han var
klassebevidst og fik historien til at udspille sig i en gudsforladt forstad, hvor de kun havde grimme højhuse, alt for brede, tomme veje (det var dengang) og et fodboldhold, der spillede i Sjællandsserien...
Alt dette afskrækkede ikke Peter Isaksen og den da 21-årige Hans Otto Bisgaard.
Bisgaard studerede kemi og samfundsfag ved Københavns Universitet, og det syntes han var mere strengt end fedt. Hans gamle skolekammerat arbejdede på den lokale
ungdomsskole og var con amore manager for et orkester. En dag delte Isaksen i den
sidste egenskab ved et tilfælde storebæltsfærge med Brøndbys borgmester, som også dengang hed Kjeld Rasmussen. Over en improviseret øl foreslog Isaksen
borgmesteren, om ikke kommunen skulle have et sted, hvor de unge kunne dyrke en sundere interesse end at udbore knallerter. Som f.eks. en popklub. Sådan en havde de skam ovre i Gladsaxe.
Meget kan man sige om socialdemokratiske bykonger, men de har aldrig villet stå
tilbage for hinanden, så da den unge Isaksen diskret fik henkastet, at klubben i
Gladsaxe var blåstemplet af den progressive og kulturinnovative Erhard Jacobsen, var både færgen og Kjeld Rasmussens ja til projekt Brøndby Pop Club i havn få minutter
senere.
Projektet levede op til sit navn, da den dobbelte gymnastiksal på Nørregaardsskolen den 7. januar 1967 slog foldedørene sammen og bød velkommen til et sodavandsbal med navne som den fynske soulsensation Rock-Nalle, Les Miserables, Peter Isaksens band Eskimoerne og trækplastret The Lollipops, datidens svar på en tredobbelt
Christian Brøns. Ikke et pigeskød var tørt, og Kjeld Rasmussen lod sig hylde som evigt æresmedlem.
Dengang musik gjaldt livet
At gense listen over, hvem der spillede i Brøndby Pop Club, er at blive mindet om, at der engang har været en tid, hvor man diskuterede forskelle mellem pop og rock, som gjaldt det livet.
1967 var et musikalsk vadested herhjemme. Pigtrådskoryfæerne var ved at trække stikket ud, og ind på scenen trådte lidt tøvende, men selvbevidst den mere rockede musik, vi herhjemme kaldte beat. Den musikalske accent blev hårdere, og da klubben indledte efterårssæsonen det år, virkede det som lysår siden, svenske Shanes i marts samme år under tumultlignende scener måtte reddes ud ad et vindue for at undgå de hvinende pigefans.
Det efterår bekendte Bisgaard og Isaksen og resten af den ulønnede bestyrelse
batikfarvet kulør, og da det første år var ovre, havde man præsenteret navne som The Yardbirds, den danske power trio Hurdy Gurdy, Steppeulvene - uden Eik Skaløe, The Nice, de lokale beatsuperstjerner Young Flowers, men også 'de svenske Beatles',
Tages, og Small Faces, som gav en monumental koncert. I en nytårsstatus skrev tidens toneangivende beatanmelder, Carsten Grolin, i Ekstra Bladet: »I Brøndbys
kommunale popklub bydes man konstant på chancen for at få noget at vide, man ikke vidste i forvejen. Det gør den til en kulturskabende faktor.« 1968-69 blev jubelår for Brøndby Pop Club. Stedet var omdrejningspunkt for en ungdomskultur, der virkede uindtagelig for udenforstående, men som umærkeligt var på vej mod mainstream. Langt hår var bare blevet en vane, og musikken var så høj, at man af og til ikke hørte ordentligt efter. Den var der bare. En selvfølge. Sådan opfattede vi det selvfølgelig ikke. Os, der betalte 10 kr. for at gå til 2 års fødselsdagskoncerten den 11.
januar med Beefeaters, Day Of Phoenix, R&B Section og Steppin' Out. Dansk beat var verdens bedste, sagde vi og medierne til hinanden, men det var popklubbens
fortjeneste og rockhistoriske betydning at give os noget at holde den påstand op imod. Jeg mener: Var de lokale bands bedre end Tyrannosaurus Rex, Ten Years After, Procol Harum og Led Zeppelin, som verdensdebuterede på Nørregårdsskolen som The New Yardbirds og siden spillede deres turbodrevne syrede bluesrock to gange i popklubregi ...
Kul på
Til gengæld dansede vi ikke så meget mere. Faktisk gik man ikke til koncert. Man lå til koncert og råbte »Kul på!«, mens man selv 'kullede', datidens udtryk for chill out. En del musikere blev synligt frustrerede over at møde en sal, der var som en mørkelagt gople, der trak sig ind i sig selv ved alle former for henvendelse. Andre opdagede det ikke. De var så opslugt af sig selv og musikken, at de ikke kun i overført forstand
spillede med ryggen til publikum. Omvendt kunne de så også bedre selv se det
psykedeliske lysshow, der kørte på bagscenetæppet af lagenlærred.
Der gik kort sagt hash med mere i den. Det syrede til. Og samtidig var musikken ikke længere uden for enhver diskussion. I herværende dagblad forsøgte Hans-Jørgen
Nielsen sig med et modspil i den fast rubrik 'Rullesten'. Nielsen, der bestemt ikke var nogen musikalsk kostforagter, og som både ville have plader med Beach Boys og Stockhausen med på sin øde ø, var bekymret på beatmiljøets vegne. På den ene side anerkendte han, at f.eks. Young Flowers var »blevet forskrækkelig dygtige«, men
ellers syntes han, at det meste af den hippe danske hippierock spillede, hvad han kaldte »progressiv normalbeat.«.
Denne anglen efter optimering af teknisk kompetence på bekostning af personlig profil fik ham til afsige beatmusikkens død som folkelig fællesnævner: »Beatmusikken er blevet en kunstmusik lissom jazzen og kan i det lange løb sandsynligvis se frem til samme skæbne: En stadig kunstnerisk raffinering. Et stadig mere begrænset in-publikum.
Massepublikummet afløst af klubghettoer som den i Brøndbyerne ... den egentlige beatmusik er lige så stille røget ind i kulturghettoen til digtsamlingerne og
kunstudstillingerne ...« Samtidig havde han blik for et andet paradigmeskift: »Den intellektuelle, veluddannede middelklasse, studenterne, gymnasiasterne, har 'hugget' beatmusikken fra de bredere ungdomsgrupper ...« Jeg ved ikke, om de læste Information i
popklubbens bestyrelse, men det var ellers en hip avis blandt datidens unge. I hvert fald blev scenen lidt for heftig for byrødderne på Brøndby Rådhus, og da ulønnet arbejde
samtidig jo både er afhængig af og tærer på energien, slukkede og lukkede popklubben den 24. april 1970 til tonerne af Young Flowers og deres sang om at sidde oppe i træet og være langt, langt væk ...
I aften gendannes Young Flowers til en skæv fødselsdagsfest for en skæv tid i Nørregårdshallen. Hans-Jørgen Nielsen kan desværre ikke komme. Han ville måske også have betakket sig for al den nostalgi, der er forhåndsmobiliseret med et program, der tæller Peter Belli, Alvin Lee, Skousen & Ingemann, Stig Møller, Billy Cross og Rock-Nalle.
Jeg vover det ene popøre og møder også op. Dog uden batikundertrøje og
snabeltyrkersko. Jeg tilhører nemlig en generation, der gjorde en dyd ud af medmenneskelig hensyntagen. Det sang vi i hvert fald hele tiden til hinanden.
(Procol Harum har aldrig spillet
i Brøndby Pop Club, men Brøndby Pop Club har stået som arrangør af
PH-koncerter, oplyser Hans Otto Bisgaard til ProcolHarum.dk)
Politiken, 16.04.2002
David Bowie til Horsens
Anders Rou Jensen
Kun Danmark, Norge og Belgien får i Europa koncertbesøg af sangeren og
sangskriveren David Bowie til sommer, og herhjemme har den engelske stjerne overraskende valgt at lægge sin koncert i Horsens.
Det sker fredag 5. juli, hvor Bowie optræder på Friluftsscenen i Lunden. (…) Også
Bowie-koncerten er kommet i stand med teaterdirektør Frank Panduro som en af
arrangørerne:
»Vi har sponsorklubben HNT & Friends, og det er den, der skaber det økonomiske fundament. Der er tale om et initiativ, der ikke skal give pengene retur, men
udelukkende skabe goodwill for Horsens. Og vi kan allerede se, at det hjælper. Det er blevet lettere at få folk til at flytte til Horsens eller pendle til byen«.
En kategori for sig selv
Frank Panduro henviser til, at man i kølvandet på succesen med Bob Dylan har haft koncertbesøg af bl.a. Joe Cocker, Bryan Adams, Tom Jones, Jethro Tull og Procol
Harum. Men han medgiver også gerne, at David Bowie er i en kategori for sig selv:
»Han fylder godt i landskabet. Især når der kun er tale om tre koncerter i Europa. Men lige pludselig var den der bare. Det er helt vildt.«
David Bowie udsender 11. juni sit nye album 'Heathen'.
Fra www.vega.dk, april 2002:
Søndag 09.06.02/ PROCOL HARUM (UK)
'The Paramounts' skiftede i 1967 navn til PROCOL HARUM, og det har de kaldt sig lige siden. Et band med årringe så talrige som lydbølgerne, der gerne bevæger sig ud til et trofast publikum. Et publikum der har holdt ved lige som de to sidste originale medlemmer Gary Brooker og Matthew Fisher. I 1997 udkom deres seneste CD, The Long Goodbye, og så kan man jo håbe, at det i sig selv inspirerer bandet til mange ekstranumre. Og hvem ved
måske det sidste nummer begynder med ordene 'We skipped the light fandango...'
Entré 250 kr. + gebyr
MAJ
Vejle Amts Folkeblad, 18.05.2002:
Procol Harum og Kim Larsen giver koncert i Silkeborg
Pernille Stanbury - www.vejleonline.dk
Årene er ikke gået sporløst hen over Procol Harum, men lyden skulle være intakt. Lørdag den 8. juni kan bandet høres i Silkeborg
Det var helt tilbage i sommeren 1967, at man skrålede med på »A whiter shade of paaaale....«
Melodien er aldrig død, og det er bandet Procol Harum heller ikke. Det ledes stadig af komponisten, pianisten og sangeren Gary Brooker samt organisten Matthew Fisher, der begge var med på originalindspilningen.
Lørdag den 8. juni kan Procul /sic/ Harum høres i Silkeborg.
Det er Silkeborg KFUM, fodbold, der arrangerer koncert på friluftsscenen i Indelukket, og selv om dele af besætningen er ny, er der med Brookers stemme og Fishers orgel garanti for den unikke Procol Harum-lyd.
Koncerten omfatter også Kim Larsen & Kjukken, der giver en række »Sange fra Glemmebogen«, naturligvis fra cd'en af sammen navn.
Kim Larsen har lavet cd'en som hyldest til kendte og ukendte danske og svenske
sange, som han synger på sin egen måde og alligevel med respekt for det originale.
Det er f.eks. numre som »Det var en lørdag aften«, »Jeg plukker fløjlsgræs« og »Mandalay«, og publikum har i den grad taget cd'en til sig.
Indelukket er et friluftsteater, der ligger på Vejlsøvej i Silkeborg - lige ned til
Gudenåen og tæt ved campingpladsen af samme navn. (VejleOnline d. 18.05.02)
Politiken 30.05.2002
Genhør med svunden sødme
Procol Harum, søndag 9. juni kl. 20 Store VEGA, Enghavevej 40 København V Pris 200 kr. plus gebyr Normalpris 250 kr. Begrænset antal, maks. 5 billetter pr. person Ring til Politiken Plus på 70 15 85 15, mandag-fredag kl. 13-17 Hent og betal billetterne inden tre dage på et af landets posthuse eller øvrige Billetnet- salgssteder.
Procol Harum kommer på gæstevisit i Store VEGA søndag 9. juni med lige dele
nostalgi, vemod og sentimentalitet, og Politiken Pluslæsere kan få billetter med rabat.
Bandet har eksisteret siden begyndelsen af 60'erne og står i dag tilbage med to
originalmedlemmer, pianisten/ankermanden Gary Brooker og organisten Matthew Fisher. Med sig på afslutningen af deres europæiske tour har de guitaristen Geoff Whitehorn, trommeslageren Mark Brzezicki og bassisten Matt Pegg.
I 1967 skiftede bandet navn fra det ligefremme The Paramounts til det lidet
uoversættelige, men til gengæld usædvanlige Procol Harum. Og så var scenen sat til en karriere, der begyndte i samme univers som Rolling Stones, Pink Floyd og The Kinks. En karriere der skulle strække sig ud over fire årtier.
Med en musik, der for første gang sammensmeltede rockens elektriske guitar med bombastiske trommer, tankefuld lyrik med soulfraseringer samt kunstneriske og
komplekse melodier og arrangementer hentet fra den klassiske genre - gerne Bach - var Procol Harum en total nyskabelse dengang i 60'erne.
I juli 1967 lå 'A Whiter Shade of Pale' nr. 1 i hele verden, og mon ikke teksten i det allersidste nummer i Store VEGA begynder: 'We skipped the light fandango, turned cartwheels cross the floor, I was feeling kinda seasick, but the crowd called out for more'...
JUNI
Berlingske Tidende 7 juni 2002
Martin Blom Hansen
Klassisk rockvisit.
De har været her flere gange i løbet af 2001, Procol Harum, og hvad pokker, når publikum nu gerne vil høre "A Whiter Shade of Pale", "A Salty Dog", "Homburg" og alle de andre klassikere endnu en gang, så skal de gamle britiske beatmusikere være noget så velkomne. Pianisten og sangeren Gary Brooker og
organisten Matthew Fisher er eneste originale medlemmer af Procol Harum, der sidst i tresserne lagde verden ned med deres blanding af lån fra klassisk kompositionsmusik, blues- og soulfraseringer og tunge rockrytmer.
Hvad: Procol Harum.
Hvor: Friluftsscenen,
Silkeborg, Store Vega.
Hvornår: 8. juni kl. 19
i Silkeborg, 9. juni kl. 20
i København.
Hvordan: 190 kr. i Silkeborg, 250 kr. i København.
Politiken, 07.06.2002:
De lever endnu
Procol Harum - Silkeborg lørdag, Store Vega søndag
At en legendarisk rockgruppe tropper op med hele to originale medlemmer er ikke så ringe endda. Så Gary Brooker og Matthew Fisher har ikke noget at skamme sig over, når de 36 år efter Procol Harums grundlæggelse tropper op i Store Vega forstærket med Big Country-trommeslageren Mark Brzezicki, guitaristen Geoff Whitehorn og
bassisten Matthew Peck.
Selvom mange stadigvæk har svært ved at huske, hvordan det nu er, man staver til gruppens navn (Procul Harum, Procol Harem, Procult Harooom - buddene er mange), så har bandet den ubestridelige fordel i forhold til hukommelsen at have leveret en uforglemmelig klassiker.
'A Whiter Shade Of Pale' er en af rockhistoriens store sange. Punktum. Det særlige symfoniske anslag - kombineret med Gary Brookers stemme og Keith Reids
besynderlige tekster - gjorde Procol Harum til noget særlig og selvom luften efterhånden gik gevaldigt af ballonen, nåede gruppen at lave det fremragende triumvirat af albums (ja, det hed det altså dengang) 'Procol Harum' (1967), 'Shine On Brightly' (1968) og 'A Salty Dog' (1969). Fulgt af det absolut rimelige post scriptum 'Grand Hotel' i 1973. Alt i alt nok at tage af.
Procol Harum er og bliver 'A Whiter Shade Of Pale', men mon ikke de stadigvæk kan andet og mere end skippe den lette fandango?
(Boks:)
Fakta
Procol Harum i Store Vega 9. juni
Billetter via BilletNet 250 kr.
Open Air Koncert med Procol Harum på Friluftsscenen i Indelukket, Vejlesøvej, Silkeborg. 8. juni
kl.1923.
Billetter kr. 190 kr.
Fra AOK.dk, 07.06.2002:
Procol Harum
tid: Juni 9 Søndag 20:00
sted: Store VEGA Enghavevej 40 , 1674 København V
- We skipped the light fandango... lyder den første linie fra det orgelbrusende og Bach-inspirerede hit A Whiter Shade Of Pale. Simpelthen indbegrebet af det
engelske band Procol Harum, der havde deres storhedstid sidst i 60'erne og begyndelsen af 70'erne.
Procol Harum rykkede alvorligt ved grænserne for, hvad et beatorkester var for en størrelse. Datidens sanglærere og klassisk skolede musikkendere måtte bekende, at Procol Harum var knippelgode og laaaangt bedre end meget af det larm, ungdommen ellers ødelagde deres ører med.
Ganske vist var musikerne i Procol Harum begyndt som alle de andre britiske
beatmusikere som for eksempel medlemmerne Stones, Kinks og Pink Floyd i begyndelsen af 60'erne, nemlig ved at spille i et eller andet bluesband stærkt inspirerede af den sorte amerikanske blues og R&B.
I begyndelsen kaldte Procol Harum sig The Pinewoods, men skiftede navn i 1967. Med pianisten Gary Brooker, der forinden havde spillet i adskillige år i det bluesbaserede The Paramounts, og tekstforfatteren Keith Reid som ankermænd begyndte gruppen at flirte voldsomt med den europæiske klassiske musik. Resultatet blev en absolut
nyskabelse, hvor tunge Bachtemaer gik i spænd med blues- og soulfraseringer lagt hen over en traditionel rockrytmegruppe.
Tilmed havde Keith Reid en evne til at skrive besynderlige surrealistiske tekster, der helt i tidens ånd kunne få de lyrikinteresserede til at spidse øren.
De tre første plader fra 1967 - 69, Procol Harum, Shine On Brightly og A Salty Dog samt singlen A Whiter Shade Of Pale, gjorde gruppen til en af mest populære i de år. A Whiter Shade Of Palevar et usædvanligt lucky punch med lige dele Keith Reid-syret tekst, tung rock, og mere end tydeligt lån fra Johann Sebastian Bach's
Suite No. 3 in D Major. Singlen solgte over seks mio. eksemplarer verden over og er igen og igen blevet indspillet - blandt andet har Anni Lennox leveret en hæderlig
udgave i 1995.
Procol Harum ramte bredt med deres euro-beat og kunne for eksempel få før omtalte skolelærere med sang som liniefag til i en art ung-med-de unge-glædesrus at lægge 'A Whiter Shade Of Pale' på sanglokalets B&O grammofon, mens de lettere overstadigt slog takt med foden og dårligt ikke kunne vente med at fortælle de spædt langhårede elever, at Procol Harum næsten spillede klassisk musik og var MEGET inspirerede af Bach...
Gruppen blev opløst i 1977 men gendannet i 1991. I 1997 udgav de albummet The Long Goodbye indspillet sammen med The London Symphony Orchestra.
Procol Harums to eneste originale medlemmer i dag er Gary Brooker og Matthew
Fisher.
Martin Blom Hansen
Jyllands-Posten 11 juni 2002
På bænken: "Jeg har jo min bananflue at tale med"
Jonas Lautrop,
Han er hvid som døden fra Lübeck, har rødt, tjavset fuldskæg og bliver kaldt for Tyson.
"Må jeg slå mig ned her?" spørger han.
"Ja, slå du dig bare ned," svarer en gråhåret halvtredsårig mand.
"Det er er et frit land, vi lever i indtil muhamedanerne overtager det."
Beskyttelse i varmen
Solen skinner, og alle sidder i bar mave på nær Tyson, der er pakket ind i vandrestøvler, lange bukser, skjorte, sweater og åben vinterjakke. Han knapper en kold Master Brew op og sætter den mod panden.
"Puha, den er varm i dag," siger han.
"Men jeg er nødt til at beskytte mig. Jeg er fyldt med gigt og alt mulig andet lort.
Derfor har jeg så meget tøj på. Jeg har nemlig stået på scenen i mange år. Jeg er
musiker, skal jeg sige dig. Jeg skal snart i gang igen. Desværre bliver jeg hele tiden
forstyrret, fordi der kommer så mange underlige mennesker i min lejlighed, men det må stoppe Jeg har jo min bananflue at tale med." Han hælder væske i sig.
"Der er ikke nogen, der skal fortælle mig noget om musik," siger han.
"Jeg var med dengang, der blev lavet ordentlig musik dengang i tresserne med Procul Harem /sic!!/. Jeg har været til så mange koncerter, at det næsten er for meget. Men så ved man da, at man ikke har spildt sit liv." "Jeg kender C.V. Jørgensen," siger den gråhårede halvtredsårige mand.
"Han har et ar i panden." "Det er ikke et ar," siger Tyson.
"Det er et modermærke. Ligesom hvad er det nu, han hedder ham fra Rusland?
Gorbatjov, jo og så ham dér Jimmy Jørgensen fra Hotel Hunger." (…)
BT, 23. juni 2002
Rent fup
Jan Eriksen
Det endte som rent fup, da Frede Norbrink sidste sommer forsøgte et come-back. Han tabte 200.000 kr. ved
pladeselskabskrak, men kæmper videre.
Kun en uge efter at det nye album »Tak for i går og undskyld« kom på gaden, gik moderselskabet Scanbox i betalingsstandsning. Resultatet: en gæld på 54 mio. kr. Heraf et par hundrede tusinde kr. og en god del illusioner på Frede Fups egen
tabskonto.
Nu genudsender den ukuelige amarkaner pladen med ny titel og et par ekstra numre. Denne gang styrer han det selv. »Igen-igen« udkommer på forlaget F.U.P. Records.
Det er snart 20 år siden, gadedrengen Frede og hans christianshavnerhold fik hele Rockdanmark til at synge med på »Kaj og stjernerne« og »En souvenir fra
Malmø«. I den mellemliggende tid har Fup bl.a. rejst en hel del. Et møde med døden i havet ved Australien har givet ham perspektiv på en bøvlet pladebranche. (…)
Jyllands-Posten 24 juni 2002
Niels Skousen, Rust, København
Jakob Lambertsen
Generationsmøde
"Mænd i deres bedste alder." Den muntre og kærlige karakteristik fra Niels Skousen gælder musikerne omkring ham guitaristerne Sune Wagner og Sebastian Büttrich, trommeslageren Piet Breinholm Bendtsen og altmuligmennesket Nikolaj Nørlund, som denne aften holder sig til bassen. Dygtige folk, som kan spille alt fra ømt til hidsigt, fra famlende akustisk til gnistrende elektrisk, fra klangfuldt til grimt og gør det, her som i andre sammenhænge.
Niels Skousen selv er fra en anden verden, en anden generation, en anden dimension. Han har levet i denne verden 20-30 år længere end de øvrige på scenen. Repræsenterer erfaringen. Og kan derfor slippe afsted med flertydige tekster, værdiladede udtryk og mystiske ordkonstellationer, der ellers kun findes hos oldtidsfænomener som Bob Dylan og Procol Harum. Men akkurat som Dylan siger nutiden noget, er eviggyldig, synes Skousen at være det. (…)
Fyens Stiftstidende 5 juli 2002
Gennemført nydelse
Koncertanm: Bo Kaspers Orkester, Midtfyns Festival, Lene Kryger
ANMELDELSE: Torsdag klokken 16.30 er svenske Bo Kaspers Orkester fortsat det mest musikalske indslag, jeg endnu har hørt på dette års Midtfyns Festival.
Koncerten begynder med en håndfuld forbandet groovy funknumre og fortsætter med lidt nostalgisk steelguitarpop, der straks får mig til at tænke på Carpenters og Glen Campbell.
Men dermed er variationsmulighederne langtfra brugt op. Først følger et par Cornelis Wreesvijk-sange spillet som inciterende blues-valse, hvorefter atmosfæren bliver
umiskendelig svensk og eftertænksom - med åbenlyse hilsner til såvel folkrocksangeren Björn Afzelius som jazzlegenden Jan Johansson.
Et enkelt umanerlig kedsommeligt Bob Marley-nummer truer i flere minutter med at dræbe den gode stemning - og det kan end ikke Mats Aspléns indfølte Procol
Harum-orgelspil ændre ved. (…)
Politiken 19 juli 2002
Interview: Flemming Østergaard
(I byen med: Flemming Østergaard: Kanalkaptajn i fritiden) Stéphanie Surrugue.
(…)Hvornår har du sidst haft en festlig aften i byen »Det må have været, da jeg var i Vega og høre Procul /sic/ Harum. Det var en kanon koncert.
Bagefter gik jeg ud med en af mine meget gode venner og fik en bid brød i Grøften. Det var en stille og rolig og hyggelig aften. Jeg var også til Elton John-koncerten i Parken, og der endte jeg på Konrad med et par gode venner bagefter. Men jeg er ikke så god til det der mere, jeg er der en time, og så lister jeg af sted«. (…)
Blå bog: Flemming Østergaard alias Don Ø
Flemming Østergaard er bankuddannet og har arbejdet som vekseler og bankier
mange år, blandt andet i syv år på Københavns Fondsbørs. Siden 1997 har Don Ø, som han mere mundret kaldes, været administrerende direktør for Parken Sport &
Entertainment, selskabet bag FCK. Der er ingen tvivl om, at han er showbisse frem for
fodboldbisse. I følge Dagbladet Børsen ligger Flemming Østergaard da også nr. 23 på top 25 over Danmarks mest respekterede erhvervsledere. (…)
Jyllands-Posten 7 august 2002
Interview: Brødrene Olsen
Københavns internationale popstjerner Jørgen og Noller Olsen har udgivet en ny CD, hvor de synger klassisk pop fra dengang, de var unge. ''Songs'' hedder pladen, der byder på fortolkninger af bl.a. Beatles, Kinks og Edison Lighthouse.
Hvordan valgte I sangene til ''Songs'' Noller:
"Vi havde en bruttoliste på 60 sange, som vi elsker. Vi valgte sange efter tekster, harmonier og melodier." Jørgen:
"Det er sange, der har inspireret os gennem årene. Tag en sang som Bob Dylans ''Mr. Tambourine Man''. Den har bare fire akkorder, men er eviggyldig og livsbekræftende. Det er kunst." ? Var der nogle sange, I ikke turde lave versioner af Noller:
"Jeg elsker ''A Whiter Shade Of Pale'' med Procol Harum, men det er som at røre ved kronjuvelerne. Det samme med ''Bridge Over Troubled Water'', ''The Long And Winding Road'', ''Fool On The Hill'' og ''Eleanor Rigby''." (…)
Berlingske Tidende 30 august 2002
Stormfulde elektriske højder
Per Reinholdt Nielsen
KONCERT: Den amerikanske rockgruppe Mercury Rev laver en psykedelisk og
symfonisk rockmusik, der aldrig bliver svulstig og synes gjort af samme stof som elektriske drømme. 5 stjerner
Ind kommer Jonathan Donahue med en rødvinsflaske dinglende fra hoften. Især
ansigtet lægger man mærke til. Det kan flække i et stort smil, men øjnene, som både kigger tindrende klart mod fjerne horisonter og stirrer blindt, vidner om vemod og længsel.
Netop denne balance mellem håbet og de bitre erfaringer hævede koncerten med den amerikanske rockgruppe Mercury Rev op i en klasse for sig. Med Jonathan Donahue som det visuelle og vokale centrum var det en mesterlig forestilling, som man kunne gå fra med løftet blik og lettet hjerte.
Mercury Rev er et forunderligt orkester, der er solidt grundfæstet i amerikanske rock-traditioner og tog sin del af slæbet på støjrock-scenen, før gruppen reorganiserede sig selv og for alvor foldede sangenes faner ud med en symfonisk og psykedelisk
inspireret musik på »Deserter’s Songs« fra 1998 og den lidt mindre inspirerede efterbyrd »All Is Dream«. (…) Velvet Underground jammer med Brian Wilson er ikke en urimelig beskrivelse af Mercury Revs musik, der kan være symfonisk uden at blive svulstig, være støjende uden at melodien bliver væk og mindst spænder fra Cole Porter til Van Dyke Parks, fra Procol Harum til Talking Heads, fra The Band til Nirvana. Gruppens evigtgrønne syretrips og kollektivt malede rocksange for det helt store lærred bygger på broer af melodisk samstemmende akkordrækker, der er som skrevet i drømme og får det til at synge langstrakt og smukt gennem sangene. Mercury Revs musik er højt flyvende og dramatisk styrtende og stigende. Numrene kommer sejlende på jet-strømme eller i skyhøje formationer, der er i balance mellem en jordfæstet
rytmesektion og en luftig overbygning af digteriske og drømmende klaviaturer samt
sidemanden Grashoppers mod solen sigtende lead-guitar. (…)
Mercury Rev i Store Vega, onsdag.
Flensborg Avis 2 september 2002
Liv og glade dage i Flensborg
Knejpefestival trak tusindvis af mennesker til 26 værtshuse, et genoplivet Alte Post og Det tyske Hus.
FLENSBORG. Honky Tonk er navnet på den værtshusfestival, som lørdag for anden gang fandt sted i Flensborg. Lidt frit oversat betyder den engelske slang, at der er liv og glade dage - og det var præcis tilfældet rundt omkring i byen.
(…) Sidste stop var for mange Det tyske Hus, som var fyldt i en grad, så man skulle tro, at det var Michael Jackson, der var på besøg. Det var imidlertid Harum Scarum (gad vide om gruppen har fået inspiration fra Procul /sic/ Harum), der spillede gamle kendinge - blandt andre Beatles- og Rolling Stones-numre. (…)
Fredericia Dagblad 1 oktober 2002
Shu-bi-dua og Gasolin i høj kurs
Erik Andresen
Vejle: På en plade- og cd-børs bør man ikke vurdere indholdet på basis af
indpakningen. For sandt at sige ser en del af de mange plade-covers alt andet end indbydende ud, sådan som de står tæt pakket i pap- og plastickasser i Paraplyen denne lørdag eftermiddag. (…) Lp-plader udgør størstedelen af samlingen i det snævre og hede
lokale. Men der er også cd'er, videoer og en del dvd'er at få.
Ikke alt er lige officielt. En enkelt stand rummer således masser af såkaldte bootlegs - piratoptagelser fra koncerter. Mest populære »ofre« er Dylan, Springsteen og Björk. Men her er også gamle koncertoptagelser med Beatles, Procol Harum og andre af 60'ernes store navne. Samt en række mere specielle udgivelser med outtakes og sjældne studiooptagelser.
På denne stand kunne man stort set købe en kronologisk gengivelse af Dylans
koncerter fra de seneste år. Blandt andet den seneste fra København.
Nej, den fra Horsens Ny Teater var ikke på standen. Men den er ude i cirkulation. (…)
Berlingske Tidende 8 oktober 2002
POPSANG STJÅLET
Jan Hedegaard
Pladeproducenten Pete Waterman, der anslås at være god for 45 mio. pund (i
omegnen af en halv mia. kr.) har offentligt tilstået at have stjålet melodien til sangen, »I Should Be So Lucky«, der i 1988 gjorde Kylie Minogue til popstjerne fra den ene dag til den næste. I virkeligheden er den planket fra Johann Pachelbels berømte kanon. Pete Waterman siger til BBC’s Music Magazine, at han mere end 20 gange har lånt temaer fra Richard Wagner. Han tilføjer: »Mit job er at sørge for at ingen opdager det. Når jeg gør mit arbejde godt, kan ingen høre, hvor jeg har taget det fra.« I samme åndedrag oplyser Waterman, at der i popmusik er en lang tradition for at stjæle fra de store klassikere: Elvis Presleys »It’s Now Or Never« (1960) er planket fra »O Sole Mio« (1901) af Eduardo di Capua, Dead or Alive-hittet »You Spin Me Round« (1984) er hugget fra Valkyrieridtet af Wagner (1856), Procul /sic/Harums »Whiter Shade of Pale« (1967) er taget fra Bachs »Air« og The Beatles’ »Because« (1969) er mere end almindeligt inspireret af Beethovens »Måneskinssonaten«.
Flensborg Avis 22 november 2002
To nye plader med Hossam Ramzy
Lars Geerdes
Ægypteren Hossam Ramzy benævnes gerne "Sultan of Swing". Som percussionist har han været med til et væld af indspilninger, bl.a. med Peter Gabriel, Jimmy Page,
Rolling Stones, Procol Harum, Gypsy Kings, Joan Armatrading, Paul Young, Luciano
Pavarotti og Chick Corea. (…)
Tilføjelser til ovenstående, modtages gerne.
Update@procolharum.dk