Procol Harum

Musikalsk begejstring intakt
Fyens Stiftstidende 10. marts 2003

60’ER-VENNER: Baronets originale band indspiller plade og skal på turné

Af John Borgkilde
ODENSE: Det var ligesom at efterlyse gamle skolekammerater, da folkene bag “Rock med Rynker” for tre år siden opfordrede Lasse Helner blev opfordret til at samle 60’er-idol-bandet The Baronets, der på det tidspunkt ikke havde været samlet siden 1968. Detektivarbejdet lykkedes. Medlemmerne var spredt for alle vinde - over hele landet, men Baronets blev samlet. Endda det originale band fra tresserne, da skoledrengene huserede i forsamlingshuse, på Høloftet og Hit House, i Fyns Forum og i KB-Hallen. - Vi boede stort set sammen, hver eneste dag i tre-fire år og efter en hård turné på de amerikanske baser i Vesttyskland blev det for meget for os og så blev The Baronets opløst, husker Lasse Helner.
(…) Et stykke fynsk musik-historie fra dengang Odense havde 10 spillesteder blev genfødt. Dengang The Baronets, med egen fanklub, varmede op for så celebre superstars som Procol Harum, Kings, Who og Bee Gees. (…) 

Rock: Genfundne værdier
Jyllands-Posten 15. april 2003, kunst_og_kultur, side 6

Procol Harum: THE WELL'S ON FIRE 59 minutterEagle/Playground

Af Jakob Lambertsen
Vi, som har oplevet dynamikken under Procol Harums koncerter de senere år, har anet, at der måtte komme noget nyt, selv om det gik helt fint med at repetere bagkataloget fra slut-1960'erne og start-1970'erne. Men spilleglæden hos det sammentømrede hold, som har undgået udskiftninger i de seneste 10 år, måtte resultere i andet end det, som kunne forveksles med den rene nostalgi. Det sker så med den første nyindspillede Procol Harum-plade i 12 år som er gruppens mest veloplagte, tætte og sprudlende i omtrent 30 år!
Trekløveret fra 1960'ernes originalbesætning sangeren, komponisten og pianisten Gary Brooker, lyrikeren Keith Reed og organisten og komponisten Matthew Fisher går måske ikke ligefrem nye veje med deres tre lidt yngre medspillere. Men de har på forunderlig vis genfundet kernen og enkelheden i de mest evigtgyldige af deres oprindelige værdier og ideer. Alene sangtitler som "An Old English Dream", A Robe Of Silk", The Blink Of An Eye" og Every Dog Will Have His Day" stråler af uforgængelighed. Der er ganske muntre ting imellem og lige lovligt slæbende sager. Tungt, dystert og på kanten af vanvid som i sin tid er det ikke, og det er der dybest set nok ingen grund til at beklage.

Koncert: Guitargud går gotisk
Jyllands-Posten 6. juni 2003, 1. sektion, side 1

Ritchie Blackmore har lagt friktionen i Deep Purple bag sig, har iklædt sig Robin Hood-kostume og er nu for en sjælden gangs skyld i stand til at tale om fortiden.
Blackmore's Night spiller i Musikhuset Aarhus mandag 9. juni.

Af Anders Lange
Da da daaaah, da da dadaaaah! Smoooke on the waaaaater!
Ethvert menneske med respekt for egen luftguitar har på et tidspunkt i sit liv haft fingrene omkring en af rockhistoriens mest berømte og simple melodier.
Skabt af en forvirret, humørsyg, og rablende uforudsigelig og turnétræt guitarist, Ritchie Blackmore i starten af 1970'erne.
Førsteudgaven af Smoke on the water blev indspillet i The Rolling Stones mobile studie, efter at kollegaen Frank Zappas vilde hippie-horder af musikere ved et uheld brændte den koncertsal ned, hvor indspilningerne skulle foregå.
Deraf opstod symbiosen: Det sprøde, taktfaste groove da da daaaaah - , kombineret med en skildring af turnélivets galeste side: Frank Zappa and the mothers/ were at the best place around town/, some stupid with a flare gun/ burned the place to the ground/ Smooooooke on the water.«
Gymnasiefesterne ændrede sig dengang i midten af 70'erne med gruppen Deep Purple. Ud røg røgelsespindene og de henslængte syrehoveder, som liggende absorberede store doser symfonisk lytterock fra Procol Harum, Day of Phoenix og Jimi Hendrix.
Ind kom en ny guitargud med noget så eksotisk som en rytmisk struktureret bund, som ungdommen ligefrem kunne danse til. Eller i det mindste udleve den indre luftguitarist til. 

Storbritannien: James Bond adlet
Jyllands-Posten 15. juni 2003, 1. sektion, side 9

Af Jan Lund, Jyllands-Postens korrespondent
London
Navnet er Bond - Sir James Bond.
Den 75-årige filmskuespiller Roger Moore, som syv gange optrådte i hendes majestæts hemmelige tjeneste som Agent 007, toppede listen over de kendte, berømte og rige, som i går blev belønnet for deres indsats for den britiske nation med et ridderslag eller en royal orden.
Listen over de personer, som dronningen ønsker at honorere for en indsats i det forløbne år, offentliggøres tradtionen tro på dronningens officielle fødselsdag. Tidligere valgte majestæten suverænt. I år havde offentligheden for første gang fået mulighed for at indstille personer til et royalt skulderklap.
Roger Moore, som nu kan titulere sig Sir Roger, blev slået til ridder som anerkendelse af hans store indsats som ambassadør for FNs børnefond UNICEF. Fra residenen i Monaco accepterede Moore ridderslaget på vegne af organisationens mange tusinde frivillige og engagerede medarbejdere.
Listen over rige og berømte, der som regel har kombineret rigdom og berømmelse med idealisme og velgørenhed, omfattede så forskellige personer som David Beckham, Sting, Jamie Oliver og Anita Roddick.
Med David Beckhams uforlignelige evne til at havne i mediernes spotlight kæmper hans nye Order of the British Empire om tabloidavisernes forsider med hans eventuelle kontrakt med den spanske fodboldklub Barcelona.
Der var også en orden til mælkemandens søn fra Newcastle, den tidligere folkeskolelærer Gordon Matthew Sumner - bedre kendt under kunstnernavnet Sting. Den tidligere forsanger i punk-bandet Police med flere filmroller bag sig og en utrættelig forkæmper for sydamerikanske regnskove er i dag et veletableret navn i Storbritanniens kulturelle establishment - og i øvrigt god for et par milliarder kr.
Andre kendte navne fra rock- og histlistebranchen inkluderer Pink Floyd-guitaristen Dave Gilmour, som netop har doneret 40 millioner kr. til Londons hjemløse. Også Gerry Marsden, leder af 1960er-gruppen Gerry and the Pacemakers, modtog dronningens påskønnelse for sit sociale arbejde hjemme i Liverpool. Der var også ordner til popgruppen Hot Chocolates forsanger Errol Brown og musikeren Gary Brooker, der som leder af gruppen Procol Harum skabte den udødelige klassiker A Whiter Shade of Pale for snart 40 år siden. (…)

Italienere vilde med Serras
Fyens Stiftstidende 24. juli 2003

TURNÉ: Serras har spillet fem koncerter på fem dage i norditalien

Klædt i lysebrune sommerhabitter ligner de fem musikere i Serras alt andet end prototypen på et dansk folkrockorkester. 
Men det skal man ikke lade sig narre af. For det er stadig folkemelodier fra Rasmus Storms 1700-tals nodebøger, der danner grundlag for bandets unikke mix af rock, folk og breakbeats. 
Og det er et musikalsk rodsammen, der også tiltaler et italiensk publikum. I hvert tilfælde har begejstringen været hørbar under de fem koncerter, som Serras i de forløbne dage har givet på den norditalienske Folkest International Folk Festival. 
- Det er en helt speciel oplevelse at spille for italienere, for det er passionerede mennesker, der brøler 'bravo' allerede efter aftenens første solo, fortæller violinisten Harald Haugaard. 
Begejstringen smitter tilsyneladende også af på musikernes eget spil, for bandets guitarist Sune Hånsbæk har placeret mandagens koncert i Gaspari-parken i Latisano på Serras' private top 3. 

Som en byfest 
Selv om Folkest er en månedlang festival for verdensmusik, så er hovednavnene vestlige og velafprøvede: Joan Armatrading, Procol Harum, Fairport Convention og Van Morrison. 
Den slags kendisser er Serras nu ikke stødt på, for den 25 år gamle festival foregår ikke på et afgrænset område, men er spredt ud til flere byer i Friuli-Venezia Giulia-regionen. Det betyder, at der kun optræder et orkester i hver by pr. dag. (…)

Hyldestkoncert: Gudman in memoriam
Jyllands-Posten 14. oktober 2003, jp_københavn, side 7

Af Jakob Lambertsen
Amager Bio var søndag aften atter stedet, hvor man kunne bladre i rockhistorien. Omtrent et halvt hundrede musikalske personligheder var samlet for at fejre trommeslageren Ken Gudman. Han var selv forhindret i at modtage hyldesten, da han døde af kræft den 17. september.De senere år har det modne rockpublikum adskillige gange kunnet føle rockhistoriens sus under koncerter i Amager Bio ved besøg af navne som King Crimson, Procol Harum og Marianne Faithfull.
Søndag var muligheden der igen, da en række af de musikere, der gennem årene har spillet sammen med trommeslageren Ken Gudman, var gået sammen om en hyldestkoncert, der fordi manden selv forlod denne verden den 17. september kom til at få karakter af en mindekoncert.
Kvinderne dansede, og der blev røget og drukket igennem, alt sammen i afdødes ånd. Det var nøgternt vurderet ikke noget kønt syn. Mange var blevet temmelig bredrumpede og en del ganske indskrumpede. (…)

Gendannet legende gæster Musikteatret
Vejle Amts Folkeblad 3. november 2003

Af Erik Andresen
Det er bestemt ikke godt at vide, hvad teksten handler om. Men melodien og lyden glemmer ingen, der har hørt den blot én gang. Lyden af Matthew Fishers tunge orgel og Gary Brookers unikke stemme. I »The Summer Of Love« - 1967 - bragede Procol Harum igennem med sangen »A Whiter Shade Of Pale«. Melodien var tyvstjålet fra Johan Sebastian Bach, men det kerede ingen sig om. Sangen blev afsæt til fire skelsættende albums, hvor især »A Salty Dog« med sit cover der lånte ikonografi fra den originale dåse med Players tobak, rager op. 70'erne var dog hårde ved bandet, og i 1977 blev det opløst. I 1991 bestemte de to originale medlemmer Brooker og Fisher sig dog til at give konceptet en ny chance - nu uden den faste tekstforfatter Keith Reid - sammen med Mark Brzezicki, Geoff Whitehorn og Matt Pegg. Denne sammensætning har bandet stadig, og det er med et nyt album, udgivet i foråret 2003, de nu tager på en ny turne her i landet. Procol Harum havde en unik lyd, som man aldrig tog fejl af. Præget af tungt fremadskridende sange, inspireret af klassisk musik og båret af klaver og orgel. Tekstuniverset var dystert og handlede om skibskatastrofer, pludselig død og personlige og psykiske kriser. Ifølge Gary Brooker selv er fundamentet soul og blues, som lader sig påvirke frit af andre strømninger. Koncerten i Vejle vil blive præget dels af klassikerne, dels af sange fra det nye album. Til gengæld vil luften i salen næppe blive helt så præget af sjov tobak, som det var kutyme tilbage i 60'erne. For man må som bekendt slet ikke ryge i Musikteatret. 

Information 6. november 2003, side 14

Gary Brooker 
*Informations koncertpatrulje har bidt mærke i, at det genforenede, engelske band Procol Harum i aften giver koncert i Amager Bio. Mon ikke Gary Brooker vil synge bandets største hit, »A Whiter Shade of Pale«, fra 1967.

Lykkeglimt fra en tidsboble
Fyens Stiftstidende 10. november 2003

POP Kim Larsen&Kjukken: '7-9-13'. Medley Records. Udkommer i dag.

Bliv Larsen fra livet med mobiltelefoner, computernarkomani og junkfood. Stik ham en kælderkold og et par knaldrøde kvindelæber, og så er han på vej mod stjernerne. For Kim Larsen lever i en tidsboble, hvor ærlighed, redelighed og eftertanke vægter mere end effektivisering, rationalisering og optimering. 
Grundstemningen er rund og veltilpas, oftest munter -men overalt gnaver vemodet som en lille generende sten i skoen. For Larsen er nået så langt i tilværelsen, at han ved, at livet er en fest, der fader alt for hurtigt ud. 
Men i stedet for at ængstes eller blive desperat, hager Larsen sig fast i de lykkeglimt, der har været undervejs. For lykken er en flygtig størrelse, der eksploderer i små sødt-syrlige puf. 
Kærligheden er ledetonen, der går igen på 'Sjølund', 'Tommelille', 'Festen', 'Romantik', 'Kom tog' og 'Lidt endnu'. 
Men på bedste Larsen-vis bliver dybsindigheden brudt af sange, hvor vrøvleversene står i kø: 'Moster', 'Uma na na' og 'Junglen', der samtidig er et moralsk trælår til tidens superliberalister. 
På den bevægende 'Sommerregn' møder Larsen sig selv som knægt, 'lille københavnersnude med sommerklippet hår som det var moderne det år' - akkompagneret af lyde fra en legeplads. Et erindringsbillede malet af en voksen mand med et helt livs erfaringer i rygsækken. 
Musikalsk kommer Kim Larsen og Kjukken omkring Gasolin, Beatles, Procol Harum, folkeviser, børnesange, country hawaiian style, rock Å rul og rendyrket pop - med Karsten Skovgaards udtryks-fulde og ofte så godt som akustiske guitar som samlende faktor. 
Christoffer Møllers stryger-arrangement på 'Marianne' er genialt tænkt og eminent spillet af Stockholm Session Strings. Den perfekte bund for en Kim Larsen, der i det hele taget er ekstremt godt syngende på dette album. 
Det er umuligt andet end at knuselske Kim Larsens nye sange - der er så forudsigelige, at man kan nynne med fra første gang, man hører dem, men samtidig er så veloplagte og underfundige, at man må overgive sig - betingelsesløst!

Levende nostalgi fyldte Musikteatret
Vejle Amts Folkeblad 12. november 2003

Af Erik Andresen
vejle: De har mange år på bagen, både som band og tilsammen. Men der er stadig masser af liv i det engelske kultband Procol Harum, som formåede at fylde Musikteatret Vejle ved koncerten i aftes næsten til sidste plads. Efter en årrække i hvile blev bandet gendannet i starten af 90'erne, og publikum fik i aftes en god blanding af nye numre fra det seneste album og en række klassikere. Især naturligvis gennembruddet »A Whiter Shade Of Pale« fra 1967. Procol Harums publikum er blevet ældre sammen med bandet, og der var mange grå tindinger i Musikteatret i aftes. Men levende, det er musikken stadig. Vejle side 7 

På rejse med et band uden for tiden
Vejle Amts Folkeblad 12. november 2003

Af Erik Andresen
En aften i 1969. Sønderjyllandshallen i Aabenraa. Mørk idrætshal. Duftende røg fra talrige røgelsespinde svider i øjnene og blandes med intens duft af sjov tobak. På scenen skimtes fem skikkelser. Over hele gulvet flyder unge mennesker - enkelte lytter til musikken, de fleste lytter kun til sig selv. En aften i 2003. Musikteatret i Vejle. Stolene er bløde, og det eneste røg, der findes i hele det store rum er en smule scenerøg. 1000 mennesker lytter intenst til musikken, som de fem på scenen udsender. Opmærksomheden er total. To af de fem på scenen var også med i 1969. Alle de 1000 i salen var med i 1969. Måske ikke lige netop i Sønderjyllandshallen, men i så mange andre større eller mindre idrætshaller over det ganske land, der lagde brædder til en koncert med et af rockens allersæreste bands. Mentalt er alle 1000 i Musikteatret børn af den tid, dette sære band blev stiftet i og groede i. Slut-60'erne og start-70'erne. Procol Harum lyder navnet på det sære band, som trods hvidt hår stadig kan fylde en sal til randen. Et band uden for tiden. Et band, som sådan set aldrig har været moderne og ej heller nogensinde vil blive umoderne. 

Det kogende Hammond-orgel 
Fordi de skabte en lyd, ingen andre nogensinde matchede. Eller ønskede at matche, for den sags skyld. Lyden af et klaver, der hamrer blokke af akkorder frem, understøttet af et kogende Hammond B3-orgel. Omkranset af en hidsig guitar, en fleksibel bas og nogle trommer, der mener, hvad de siger. Lige fra starten af aftenens koncert i Musikteatret er vi med et ryk tilbage i tiden. Til Procol Harums andet album - det med den giftigtgrønne kvindeskikkelse, der står og spiller på et klaver på havets bund. Procol Harum lægger ud med »Shine On Brightly« i en version, der er som snydt ud af næsen på albumversionen. Vel er Gary Brookers unikke stemme blevet en lille smule tyndere end dengang under årenes tryk, men den er stadig monumental og ikke til at tage fejl af. Mathew Fishers fede orgellyde er, som de var. Og i Geoff Whitehorn, Mark Brzezicki og Matt Pegg har Brooker og Fisher fået tilført musikere, som næsten matcher de, der gik undervejs. Det bliver en flot aften. Med flest nye sange - fra albummet »The Well Is Burning«. Et album, der er mere politisk, end man ellers husker Keith Reids symbolladede tekster anno dazumal. Med antikrigs-sange og med sange, der vender sig mod markedet og globaliseringen. Da Fisher mod slutningen af første sæt falder ind med tykke, tykke orgel-akkorder, tror hele salen at nu, nu kommer den. Signatur-sangen. »A Whiter Shade Of Pale«. Men nej. Vi får i stedet et arketypisk Procol instrumentalnummer. Som et ekko fra en af de store barok-komponister. Med dette majestætiske og stædigt fremadskridende tempo, der er Procol Harums varemærke om noget. Men vi får en nat i »Grand Hotel« - den foruroligende sang om hotellets obskure mikroverden, hvor alt kan ske. Vi får den ætsende »Wall Street Blues« fra det nye album. En sang om de, der blev efterladt i det moderne samfunds baggårde. B-holdet. 

Saltvand og søfolk 
Og så kommer endelig en af klassikerne. »A Salty Dog« - den uforlignelige fortælling om saltvand, søfolk, skibskatastrofer og pludselig død. I en meget smuk version, helt tro mod originalen. Dog uden strygere. Men det bliver dette mesterværk næsten endnu mere rigtigt af. Vi får »Conquistador« med den billedrige tekst om de spanske erobrere, der åbnede den nye verden for europæisk kapitalisme. Sidste sang i det ordinære program. 
Ordene, man aldrig glemmer Jubel, hujen, stampen i op imod fem minutter. Intet sker. Publikum sætter i og synger: Åhh-åh-åh-åhhh-åh ... De fem dukker op, Brooker griber sangen, sætter akkorder til og vi får en improviseret udgave af vores egen sang. Endnu vildere jubel. Og SÅ kommer den. Endelig. »We skipped the light fandango, turned cartwheels 'cross the floor.« Næppe nogen uden for Keith Reids krøllede hjerne har nogen som helst idé om, hvad den sang handler om. Men ordene - man glemmer dem aldrig, har man blot hørt dem én gang. Det er en af de sange, som man altid præcist ved, hvor man hørte første gang. »Sounds Of Silence« er en anden ... »A Whiter Shade Of Pale« blev oprindeligt skrevet med hele fire vers, men den version høres sjældent. Til en plade er den for lang. Vi får singleversionen med de to vers. Vi er tilfredse. Også i den grad. Nostalgi? Rend og hop. Dette band lever. Må de leve længe endnu. Musikteatret tirsdag aften: Koncert med Procol Harum 

Vi laver musik, vi føler noget for
Vejle Amts Folkeblad 12. november 2003

Af Erik Andresen
Egentlig kunne han godt ligne en gemytlig overlærer ved en kommuneskole. Gary Brooker, en af stifterne af bandet Procol Harum og sammen med organisten Matthew Fisher eneste tilbageværende af den opsætning, der væltede hitlisterne med en uforståelig sang hugget fra Bach i sommeren 1967. Håret er hvidt, tøjet ulasteligt. På bordet foran ham ligger en nydelig sort Stanwell-pibe. En forgyldt Zippo-lighter flankerer piben. Britisk gentleman i musikkens tjeneste. For det var og er stadig musikken, det hele handler om, understreger Gary Brooker i Musikteatrets garderobe, et par timer inden han og bandet går på scenen for at give koncert. Han vil ikke give et bud på, om Procol Harum også findes om ti år. Men muligt er det. Spiren til bandets lyd blev lagt i det Brooker'ske barndomshjem. Her fandtes kun to slags musik: klassisk musik og Hawaii-musik. Det blev den klassiske, der satte spor i den unge mand. - Vi har ikke skabt vores band for at spille klassisk musik. Eller for at efterligne den. Men det, at vi bruger både klaver og orgel samtidig, har nok været medvirkende til, at vi lyder klassisk inspirerede, medgiver Gary Brooker. Som stadig kan lide at synge »A Whiter Shade Of Pale«. Bandets signatursang. Ved koncerterne spilles 30 procent ældre numre, 30 procent nye, 30 procent der er så nye, at bandet knap nok selv kan dem til bunds. De sidste ti procent er med sange, der opstår i øjeblikket på scenen. Det er ikke længere pladerne, der giver smør på brødet. Det er koncerterne. Som ifølge Brooker heldigvis også tiltrækker yngre mennesker. Han har tydeligvis et afslappet forhold til det faktum, at han og Matthew Fisher er i efterlønsalderen. - Vi har faktisk aldrig været moderne. Så vi kan vel heller ikke blive umoderne. Vi har ikke forsøgt at følge tidens trends og luner. Vi har forsøgt at lave den musik, vi føler noget for, siger han. Sangene skrives fortsat i et samarbejde med Keith Reid. Et samarbejde, hvor tekster og melodier opstår sammen. Brooker sætter ikke blot musik til Reids lyrik. Manager Chris Cook peger på sit ur. Tiden er gået, og musikerne skal have en bid mad og et glas vin, inden scenen kalder. 

Tobak og gamle orgler 
Men inden vil Gary Brooker da godt lige vide, om avisens udsendte véd, hvor der ligger en tobaksforretning, der sælger piber. De er hundedyre i England, og han vil have en med sig hjem herfra. Så engang i dag får Havnens Vin & Tobak besøg af Gary Brooker. Tidligere på dagen fik Anton Stormlund besøg af både Brooker og Matthew Fisher i sit unikke orgel- og dampmaskinemuseum i Hornstrup. Det var chefen for Musikteatret Peter Sindberg, som fik den idé. Til musikernes udelte fornøjelse. - Den mand er bindegal (Stormlund, altså), siger Gary Brooker: - Men på en god måde. Det var meget, meget spændende. Han spillede for os, og Matthew var helt væk derude. Så hvem ved - måske dukker der nye sære orgellyde op hos Procol Harum inden længe. Inspireret af Anton Stormlund.