Omtaler af

Procol Harum

i danske medier i

2004


TV set af Jens Rohde
Ekstra Bladet 29. januar 2004, 1. sektion, side 44


Af Jens Rohde
På grund af dronningens bal for folketingsmedlemmer havde jeg desværre ikke mulighed for at følge tv-programmerne i aftes. Der var ellers rigeligt med gode tilbud, som jeg gerne ville have set. Ikke mindst DR2 demonstrerede, at kanalen i den grad er ved at have fat i noget af det rigtige, når det gælder om at levere indhold, som man kan bruge til mere end bare underholdning. Søren Høy havde besøg af Ann Eleonora Jørgensen, der spiller hovedrollen i den nye dogmefilm 'forbrydelser'. Hun er en skuespiller, som demonstrerer et mangesidet talent, hvilket i sig selv må borge for, at udsendelsen var interessant.
Clement B. Kjersgaards programmer skylder jeg stadig at kigge forbi. Det er spændende og modigt at tage temaet Gud op i debatform på tv, selvom jeg ikke helt forstår, at 'man kun skal tale med Gud på DR2', som de siger i reklamerne for udsendelsen. Gud må da være en, man kan tale med, når man har lyst til eller brug for det - og i hvilket som helst forum. Efterfølgende bød DR2 på historien om Bente fra Rødovre, der har forelsket sig i en tyrkisk gæstearbejder, en dokumentarserie om det usikre liv for de hjemløse, Deadline og endelig udsendelsen 'Musikprogrammet'.
Sidstnævnte er en tiltrængt genskabelse i dansk tv. Hvorfor skal det sendes så sent? Jeg har længe savnet gode musikprogrammer, som kommer bag om musikken og kunstnerne. Forhåbentlig kommer programmet hen ad tiden også omkring musikgrupper som Pink Floyd, Supertramp, Procol Harum og andre bands, som har stor betydning for os, der har mere end 30 år på samvittigheden. Der må ligge et hav af arkivstof i DR, som fint kan bruges til at gå bag om en musik og nogle mennesker, der havde mere at fortælle end almindeligheder. Jo - man skulle have haft mulighed for at se tv i aftes. Det så i hvert fald godt ud på papiret.


Tilføjelser til siden, modtages gerne her.

Retur til forsiden